Bang & Olufsen i kursdyk

Nedjustering fra tysk konkurrent sender Bang & Olufsens aktiekurs på største kursfald siden 2010.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bang & Olufsens aktiekurs led et solidt dyk på børsen i dag, efter dårligt nyt fra den tyske konkurrent på markedet for dyre fladskærmsfjernsyn. Et skuffende regnskab og en nedjustering fra tyske Loewe, gav investorerne frygt for tilsvarende dårlige fremtidsudsigter for B&O.

Det fik aktiekursen til at falde med 5,3 pct - det største fald siden december sidste år.



Kursfaldet til danske B&O overrasker dog aktieanalytiker Nicolaj Jeppesen fra Sydbank, der vurderer, at B&O står stærkere på grund af et bredere sortiment.

"Loewe kom ud med en nedjustering på grund af den dårlige udvikling i fladskærmssalget. Men B&O er en lidt bredere forretning med flere produkter i modsætning til Loewe. Vi forventer godt nok en tilbagegang i B&Os forretning, men nok omkring 10 pct. og slet ikke 23 pct. som Loewe," siger han.



Han fremhæver det europæiske bilsalg, der går strygende. Her har B&O nemlig en god bid af markedet for audioudstyr i dyre bilmærker. Kursfaldet til B&O skal derfor formodentlig forklares ved nervøse investorer.

"Når der kommer nyheder af den her type, så rykker det ved B&O. Men jeg forventer, at det er en kortsigttet nedgang. Jeg mener ikke, at det giver mening at de skal falde så meget på det, for B&O er på vej i den rigtige retning med en bredere produktportefølje," siger Nicolaj Jeppesen.