Banedanmark-direktør sigtes for embedsmisbrug

En højt placeret direktør i Banedanmark sigtes for embedsmisbrug, efter at han har frasorteret en leverandør til Banedanmark.

Foto: Emil Hougaard

En højt placeret chef i Banedanmark er af Københavns Politi sigtet for embedsmisbrug, skriver Børsen.

Årsagen er ifølge Børsen, at Michael Borre i strid med alle regler har frasorteret entreprenørfirmaet Ravn Bane, der ellers har leveret opgaver i forbindelse med Banedanmarks jernbanenetværk.

Direktøren udstedte i en mail til en række underordnede direkte forbud mod at benytte Ravn Bane og ejeren Jesper Ravn. Mailen er dog senere tilbagekaldt mundtligt, men ifølge Børsens oplysninger er miskrediteringen af Ravn Bane fortsat i Banedanmarks organisation.

Direktør Michael Borre har tidligere kommenteret sin mail til underordnede i Børsen:

»Mailen var en reaktion, fordi jeg fik på fornemmelsen, at han (Jesper Ravn, red.) havde klaget over mig.«

Advokaturchef ved Københavns Politi, Henrik Helmer Steen, vil ikke kommentere oplysningerne om, at der er rejst sigtelse i sagen, men bekræfter, at der pågår en efterforskning.

Ravn Bane har som en konsekvens af frasorteringen mistet sit forretningsgrundlag, og en konkurs for firmaet, der beskæftiger 50 mand, er kommet nærmere.

OPDATERET: Sigtelsen mod Michael Borre blev i september 2016 opgivet af Statsadvokaten i København.