Mens andre har skåret ned og tilpasset sig under coronakrisen, har den danske producent af Jabra-hovedtelefoner og trådløse ørepropper, GN Audio med hovedkvarter i Ballerup, udvidet mandskabet betydeligt. Siden årsskiftet er der kommet 120 flere på lønningslisten – fortrinsvis forskere og fortrinsvis i Danmark.
»Microsoft Teams, Zoom og lignende tjenester har under coronakrisen fået volumen og er det, som folk er tyet til, når de arbejdede hjemmefra og ikke kunne rejse. Det leverer vi teknologien til, og det har ansporet os til at accelerere udviklingen på en række områder – måske en smule mere, end vi havde forestillet os,« fortæller René Svendsen-Tune, administrerende direktør for GN Audio, der er en del af GN-koncernen, som også omfatter høreapparatproducenten GN Hearing.