Bagmandspolitiet rejser ny tiltale mod Atea for bestikkelse

Det sidste ord er ikke sagt i den store bestikkelsessag om Atea. Bagmandspolitiet rejser nu ny tiltale mod IT-virksomheden og syv ansatte for at have ydet bestikkelse til offentligt ansatte.

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN. Ateas hovedkvarter
Læs mere
Fold sammen

I sidste uge blev Atea dømt for systematisk bestkkelse og fik en bøde på 10 millioner kroner. Men nu venter der IT-virksomheden endnu en straffesag.

Chefanklager hos Bagmandspolitiet, Per Fiig, oplyser til Berlingske, at der er rejst tiltale mod både Atea og syv nu tidligere ansatte fra Atea for at have ydet bestikkelse til en række offentligt ansatte personer.

»Tiltalen kommer i naturlig forlængelse af, at foreløbigt 18 offentligt ansatte er blevet dømt for modtagelse af bestikkelse i en række mindre sager gennem det seneste halvandet års tid. Denne del af sagen omhandler således de ansatte i Atea, som efter anklagemyndighedens vurdering har været involveret i ydelse af bestikkelse til disse offentligt ansatte personer ved overdragelse af elektronikudstyr til en reduceret pris eller gratis,« skriver Per Fiig, chefanklager hos SØIK, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, også kendt som Bagmandspolitiet.

De 18 offentligt ansatte, der er blevet dømt for at modtage bestikkelse, har modtaget eksempelvis smartphones, tablets, TV og IT-udstyr af ansatte i Atea, og nu har anklagemyndigheden altså vurderet, at der også var grundlag for at rejse tiltale mod giverne, der var ansat i Atea, da bestikkelsen fandt sted.

De dømte offentligt ansatte modtog bestikkelse som ansatte i blandt andet Udenrigsministeriet, DSB og Københavns Kommune.