Bagmandspolitiet kritiserer Jyske Bank

Det er skruppelløst og kritisabelt fra Jyske Banks side, siger Bagmandspolitiet om den rådgivning, der i går blev vist i DR-dokumentaren I Skattely.

Foto: Linda Kastrup. Chef for bagmandspolitiet Jens Madsen langer ud efter Jyske Bank.
Læs mere
Fold sammen

Bagmandspolitiet synes bestemt ikke om den rådgivning, som der i går blev afsløret i tredje afsnit af DR-dokumentaren I Skattely. Statsadvokat Jens Madsen kalder rådgivningen fra Jyske Bank for »skruppelløs og utrolig kritisabel«.

Det skriver dr.dk.

I afsnittet ville en DR journalist under dække af at være forretningsmand sælge en app og han opsøgte derfor Jyske Bank i Schweiz for at finde ud af, hvad han skulle gøre

Mødet blev optaget med skjult kamera og statsadvokat Jens Madsen fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet var bestemt ikke tilfreds med det, han så.

Han mener, at der er flere ting at tage fat i. Dels at der bliver rådgiver til at manipulere med aftaledatoen for det produkt, der skal sælges. Ligeledes rådgiver Jyske Bank den fiktive forretningsmand fra DR til at værdisætte appen lavere for at slippe billigere i skat i forbindelse med, at han flytter ud af landet.

Herudover er der også et fiktivt navnløst betalingskort i spil. Han understreger, at det er Skat, der har kontrolmyndigheden på området.

Jyske Bank afviser, at den på nogen måde har foretaget noget ulovligt og siger, at den tværtimod netop har prøvet at rådgive om lovlige løsninger, selv om kunde efterspurgte det modsatte.