Baggers underslæb eksploderer

IT Factorys tidligere direktør fik betalt flere privatferier og -fester af firmaets konto.

Læs mere
Fold sammen
Den bedragerisigtede Stein Bagger har ikke kun brugt IT Factorys konto til den allerede kendte privattur til Dubai i november, som kostede selskabet små to millioner kroner.

Ifølge dagbladet Børsens oplysninger er Dubai-turen kun toppen af isbjerget, hvad angår det formodede underslæb og mandatsvig, hvor Stein Bagger har ladet IT Factory betale for sine private udgifter. Bl.a. har Stein Bagger to gange tidligere arrangeret ture til Dubai, hvor indholdet har haft så meget privat karakter, at det ifølge kurator ligner mandatsvig.

Desuden har Stein Bagger ved flere lejligheder holdt dyre privatfester, som er forsøgt kamufleret som firmafester, hvorefter udgifterne er blevet bogført og betalt af IT Factory.

»Vi har konstateret tre Dubai-ture med cirka et års mellemrum, hvoraf den seneste klart var den dyreste og klart har karakter af en rent privat ferie, og hvor de to andre også ser ud til at være blevet bogført forkert,« siger kurator Boris Frederiksen.

Han ønsker ikke at konkretisere, hvor meget underslæb han indtil videre er stødt på i forbindelse med gennemgangen af bilagene i IT Factory.

Det var på den seneste tur til Dubai, at Stein Bagger forsvandt, og alle skeletterne i IT Factory-skandalen væltede ud af skabet. På denne tur havde han sin kone, Annette Uttental, med samt to vennepar - Klaus Riskærs ekskone Anne Mette Sølbeck, hendes mand og medejer af IT Factory Peter Sølbeck, personalechef i IT Factory Kim Meier og hans hustru.

Ritzau/Th.