Baggers svindel-lavine rullede efter telefonkoks

Det var et rent tilfælde, at Stein Bagger-sagen eksploderede. En mislykket telefonkonference satte den spektakulære erhvervsskandale i gang i sidste uge.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hidtil hemmeligholdte dokumenter, som dagbladet Børsen er i besiddelse af, viser, at det stort anlagte fupnummer, som eksdirektør i IT Factory og nu bedragerisigtede Stein Bagger har arbejdet på i årevis, først og fremmest blev afsløret efter en telekonference i sidste uge, der ender i rod. Det skriver Børsen fredag.

Dagbladet Børsen vælger i dag at bringe uddrag af den mailkorrespondance, der over et par dage kører mellem Stein Bagger, hans hidtil hemmeligholdte makker og konsulent for IT Factory Allan Vestergard og en »falsk« kommunikationsrådgiver Erik Ove, og som kulminerer i en telekonference torsdag eftermiddag.

Deltagerne på telekonferencen kommer aldrig i forbindelse og dermed får Allan Vestergaard, der om mandagen er blevet voldsomt overfaldet af to ukendte gerningsmænd, mere eller mindre ved et »uheld« kontakt med den rigtige pr-mand for IT Factory og storaktionær JMI Invest, Erik Ove. På den måde kommer han uvidende til at afsløre den første store flig af det, der foreløbig anses som Stein Baggers gigantiske svindelnummer. Få timer efter forsvinder Stein Bagger fra sin kone og sine forretningsforbindelser i Dubai.

Dagbladet Børsen ligger inde med mailkorrespondance, dateret fra tirsdag til torsdag i sidste uge, der er sendt rundt mellem Stein Bagger, den »falske« Erik Ove, Allan Vestergaard og endnu en person, som Børsen angiver som Allan Vestergaards kommunikationsrådgiver. Af mailene fremgår det, at en telekonference mellem Erik Ove og Allan Vestergaard skulle finde sted kl. 14.15 sidste torsdag.

På mødet skal Erik Ove og Allan Vestergaard gennemgå en pressemeddelelse, der skal sendes ud fredag i forbindelse med, at Allan Vestergaard og Stein Bagger, der er medejere af IT Factory gennem Agios United, skal købe den anden storaktionær JMI Invest ud, skriver Børsen.