Baggers eksmakker kommer mandag

På mandag hentes Stein Baggers eks-makker Mikael Ljungman til Danmark, hvor han inden for 24 timer bliver stillet for en dommer.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Kun godt en måned efter, at vicestatsadvokat Per Justesen hos bagmandspolitiet fik sendt Stein Bagger syv år i fængsel for bedrageri, tager Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet nu hul på næste kapitel - opgøret med Baggers svenske makker Mikael Ljungman. Det skriver dagbladet Børsen tirsdag.

Allerede på mandag henter bagmandspolitiet den bedragerimistænkte svensker i Sverige og transporterer ham til Danmark, hvor han inden for 24 timer skal stilles for en dommer.

»Vi har lige fået besked på, at vi kan hente Mikael Ljungman i Sverige på mandag, så det vil vi gøre, hvorefter han skal stilles for en dommer inden for 24 timer,« siger chefen for bagmandspolitiet, statsanklager Jens Madsen.

Han har endnu ikke taget stilling til, om bagmandspolitiet vil begære lukkede døre i grundlovsforhøret af Ljungman, ligesom det er uvist, præcis hvor og hvornår grundlovsforhøret finder sted. Ljungman er sigtet for medvirken til bedrageri for 266 mio. kr., og i retten forklarede Stein Bagger, at Ljungman måtte være klar over, at det, de lavede sammen, var bedrageri, skriver Børsen.