Bagger i søgelyset i sag om drabsforsøg

Politiet vil afhøre den fængslede Stein Bagger om overfaldet på forretningspartneren Allan Vestergaard.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Mandag den 24. november blev den tidligere direktør i IT Factory Stein Baggers mangeårige forretningspartner Allan Vestergaard slået ned uden for sit hjem i Farum. Foreløbig er ingen sigtet i sagen, men det skyldes ikke, at politiet ikke har nogen mistænkt.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten oplysninger er Stein Bagger i dag politiets oplagte bud, når det gælder, hvem der stod bag overfaldet på Allan Vestergaard blot få dage før, IT Factory-svindlen blev afsløret.

Mistanken hænger ifølge Jyllands-Postens oplysninger sammen med, at efterforskningen af sagen - herunder en lang række dokumenter udfærdiget af Vestergaard og Bagger i fællesskab - viser, at Stein Bagger op til sin forsvinden den 27. november havde en åbenlys interesse i at lukke munden på Allan Vestergaard.

Karakter af drabsforsøg
Af materialet fremgår desuden, at overfaldet på Allan Vestergaard havde karakter af drabsforsøg.

Hos Nordsjællands Politi lyder den umiddelbare melding, at sagen efterforskes i kategorien overfald. Direkte adspurgt om der var tale om et drabsforsøg, siger Gert Have, vicepolitikommissær og efterforskningsleder ved Nordsjællands Politi: "Jeg vil hverken tage brodden af noget eller puste til en ild. Jeg vil simpelthen ikke sige det."

Gert Have afviser, at efterforskningen har afsløret spor, som direkte kobler Bagger til overfaldet. Alligevel har Nordsjællands Politi rettet henvendelse til Stein Baggers forsvarer, advokat Lars Kjeldsen, om sagen.

"Før jul fik jeg en henvendelse fra Nordsjællands Politi, som gerne ville tale med Stein Bagger i forbindelse med overfaldet på Allan Vestergaard. Jeg sagde til dem, at de kunne sende mig akterne i sagen, og så skulle jeg nok tage stilling. Siden har jeg ikke hørt fra dem," siger Lars Kjeldsen.

Ritzau