Bærbare computere er den største virustrussel

Når ansatte tager deres bærbare computere med væk fra arbejdspladsen, efterlader det store huller i virksomhedens IT-sikkerhed, det vurderer ekspert i IT-sikkerhed.

Foto: Steffen Ortmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Virksomhedernes IT-sikkerhed er efterhånden blevet så god, at hackere har svært ved at trænge ind. Men når medarbejderne tager deres bærbare computere med ud af huset, åbnes en bagdør for ondsindet software.

”Virksomhederne har bygget et rigtig godt antivirusforsvar op, hvor de har beskyttelse på deres internetforbindelser, mailservere og servere. Men når ansatte tager deres bærbare computer med ud af huset og kobler den på hjemmenetværket eller andre netværk, skal den ene enhed alene stå for forsvarsværket, hvor den normalt er beskyttet af virksomhedens mur,” siger Ulf Munkedal, ekspert i IT-sikkerhed og administrerende direktør i Fort Consult.

Han forklarer, at virussen først bliver alvorlig, når medarbejderne tager computeren med tilbage i virksomhedens netværk, da den så er blevet båret igennem alle sikkerhedsmure.

”I dag er det nok den hyppigste smittekilde for større virksomheder,” siger Ulf Munkedal.

Slåfejl kan koste
Ifølge Ulf Munkedal står internettet dog til at blive en endnu større virusspreder for virksomhederne end de bærbare. Hackerne er nemlig begyndt at tænke i blandt andet stavefejl.

Det betyder, at de opretter domænenavne, som ligger så tæt op af almindelige hjemmesiders internetadresser, at en almindelig slåfejl sender dig ind på en skadelig hjemmeside, hvorfra virus kan spredes. Desuden skal folk passe på med at klikke på links til sider, som de ikke kender.

I de seneste år er det set flere gange, at også kendte hjemmesider er blevet kilder til virus. Det er sket ved, at hackere via omveje har fået lagt bannerreklamer op på hjemmesiden, og når folk klikker på dem, bliver de hentet ind på en skadelig side.

Hurtige rettelser

Dog skal folk ikke være bekymrede for at bruge internettet. Ifølge Ulf Munkedal skal man huske på, at internettet har medført mange flere gode ting end dårlige. I stedet rådgiver han folk og virksomheder til opdatere deres programmer så hyppigt som muligt.

”Kravene til at IT-afdelingerne skal kunne opdatere hurtigt bliver større og større. Så når der kommer en rettelse fra en leverandører, så skal de lægges på meget hurtigt,” siger Ulf Munkedal.

Virksomhederne bør også investere i programmer, som overvåger internettrafikken, og som kan se, hvilke hjemmesider folk besøger. Ifølge Ulf Munkedals erfaring føler de ansatte ikke, at de bliver overvåget med et sådan system, så længe at det bruges til at blokerer skadelige hjemmesider.

”Hvis der kommer en meddelelse op som siger ’Vi har blokeret den her side, fordi vi mener, at den indeholder noget ondsindet indhold, som vi gerne vil hjælpe dig med at undgå’, så tager folk det helt fint. Det er noget andet, hvis man virksomheden censurer indhold, som de ikke mener, at de ansatte skal bruge tid på, så kan de ansatte godt blive utilfredse,” vurderer Ulf Munkedal.