BabySam køber konkurrent

Børneudstyrskæden BabySam har købt konkurrenten Baby-Vest. Dermed når kæden op på 36 butikker landet over og styrker sin dækning i Jylland og på Fyn.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Landets næststørste babyudstyrskæde, BabySam, er i gang med at realisere en ambitiøse strategi for ekspansion.

Seneste skridt på vejen er overtagelsen af den mindre konkurrent Baby-Vest, der har fem butikker i Tarm, Holsterbro, Århus, Aabenraa og Odense, skriver Jyllandsposten.

Dermed vokser BabySam fra 31 til 36 butikker i Danmark.

"Baby-Vest-købet forbedrer vores dækning i Jylland og på Fyn. Når vi kigger på danmarkskortet, skal vi nu fokusere på Storkøbenhavn og Sjælland, hvor vi har nogle huller. Vi har allerede kontakter til potentielle opkøbsmuligheder," siger Claus Jensen, direktør i BabySam til Jyllandsposten.

Finanskrise begrænser
BabySam blev sidste år overtaget af kapitalfondene Polaris og AAC Capital Partners, og siden er ambitionsniveauet skruet kraftigt i vejret. I dag omsætter BabySam for 550 millioner kr. Målet er at nå en omsætning på på 800 millioner kr., og væksten skal komme fra såvel opkøb som organisk vækst.

Købet af Baby-Vest vil øge omsætning med cirka 40 millioner kr.

Men finanskrisen gør det sværere at vokse organisk. Selvom BabySam ikke just har oplevet dramatiske fald i omsætning, så er den dog stagneret. Derfor forventer Claus Jensen ifølge Jyllandsposten, først at nå omsætningsmålet om tre år mod tidligere to-tre år.

BabySam er Danmarks næststørste børneudstyrskæde med 30 pct. af markedet. Kæden Ønskebørn er størst.