Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Allerede sidste år blev den nu fyrede DONG-direktør Anders Eldrup advaret imod at give særlige medarbejdere millionlønninger og lukrative fratrædelsesordninger, skriver Politiken.
Centrale kilder siger til avisen, at Eldrup ikke reagerede på advarslen, der kom fra en af de ledende ansatte.
- Organisationen har forsøgt at gøre Eldrup opmærksom på problemet. Men de kunne ikke råbe ham op. Der var ingenting at gøre, selv om advarslen vel at mærke ikke kom fra kontorassistent Jensen, siger en unavngiven kilde.
Billedserie: Her sidder Fritz Schur for bordenden
I sidste uge blev bestyrelsesformanden for DONG Energy, Fritz Schur, opmærksom på forholdene i virksomheden. Det førte mandag til offentliggørelse af, at Eldrup omgående måtte forlade sin post i energikoncernen.
Det skete dog ifølge Politikens kilder først efter gentagne advarsler, som Eldrup altså valgte at overhøre.
- De har ikke kunnet trænge igennem. Og hvis man sidder centralt i DONG og ikke kan trænge igennem til direktøren om vanvittige uregelmæssigheder, så går man til sidst videre til bestyrelsen, siger kilden, hvis udlægning af sagen bekræftes af en anden person med stort kendskab til forløbet.
Professor i selskabsledelse ved Aalborg Universitet, Anders Drejer, undrer sig over forløbet.
- Det tyder på, at der har været noget rivravruskende galt i toppen af DONG. Når en højt placeret medarbejder giver ham en advarsel om disse forhold, så bør han reagere straks og orientere bestyrelsesformanden om de pågældende forhold. Det er det eneste rigtige at gøre i den situation, siger han.