Danskerne får nu et større udvalg af outlet-varer på nettet. Den australske netbutik My Sales Group indtager det danske marked via det mindre danske firma Invite To Buy.
Det skriver Dagbladet Børsen.
My Sales Group sælger outlet-varer på nettet, og nu har selskabet købt 60 procent af Invite To Buy for at få nemmere adgang til de skandinaviske kunder. Det glæder Jaron K. Cohen, administrerende direktør i Invite To Buy, som holder til i Valby.
»Det gælder om at være størst og hurtigst i denne her branche. My Sale Group sætter fuld knald på i Skandinavien, hvilket gør, at vi får adgang til en hel masse brands. Vi skal bare vokse, både på omsætning og antallet af medlemmer, og det kan vi bedst ved at samarbejde med My Sale Group,« siger Jaron K. Cohen til Børsen.
Forretningsmodellen i de to selskaber kan bedst beskrives som en blanding mellem dealsites som Downtown og Groupon og de amerikanske outlet villages. Ideen er at købe varer i store partier for på den måde at få dem billigt i forhold til normalprisen. Virksomhederne sælger varerne til kunderne i en begrænset tidsperiode.
En af de andre spillere på markedet for outlet på nettet er danske Bestseller, som for nylig købte den britiske e-butik MandM Direct.