Australien skruer bissen på og indfører både betragtelige bøder på op til ti procent af omsætningen og fængselsstraf i op til tre år, hvis sociale medier og internetudbydere ikke lynhurtigt fjerner voldeligt indhold.
Lovstramningerne, der ifølge den australske justitsminister Christian Porter er »verdens første« på sit område, kommer i stort set politisk enighed, efter at en 28-årig mand 15. marts gik amok og skød og dræbte 50 mennesker, der deltog i fredagsbønnen i to moskéer i den newzealandske by Christchurch. Den 28-årige sendte massemordet direkte over Facebook, og først efter en time blev optagelserne fjernet. Den australske premierminister Scott Morrison har kaldt det uacceptabelt, at det tog så lang tid at forhindre optagelserne i at blive set og delt.