Auktionshuse jagter nye kunder i udlandet

To af de mest kendte danske auktionshuse udnytter det voksende onlinesalg til at kapre kunder langt fra de danske auktionshaller. Lauritz.com udvider massivt i Europa, og Bruun Rasmussen jagter nye og velhavende kunder i Asien.

Bruun Rasmussens Kunstauktioner er kommet stærkt tilbage efter en nedtur ved krisens indtog i 2008, hvor der var købt stort ind af kunst og møbler. Nu er der omstruktureret og blandt andet sat fokus på netsalg i lande med en stærk økonomi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard

Knaldet fra auktionshammeren i de danske auktionssale lyder til stadighed med større mellemrum. Til gengæld tager handlerne til i styrke på nettet, hvor de få tilbageværende danske auktionshuse i dag henter deres vækst.

Det er onlineforretningen, som to af Danmarks mest kendte auktionshuse, Lauritz.com og Bruun Rasmussen Kunstauktioner, i dag udnytter til at nå ud til helt nye kundegrupper. Lauritz.com er inkarnationen af den strømning, der de seneste år har skabt en kæmpe onlinehandelsplads for danskernes antikviteter, designermøbler, tøj og møntsamlinger. Onlineauktionshuset er skabt på fundamentet af Lauritz Christensen Auktioner, der i 1998 blev købt af Bengt Sundstrøm, og året efter gik online med ambitionen om at være global. Derefter har virksomheden ikke set sig tilbage, og selv gennem krisen har Lauritz.com oplevede tocifrede vækstrater.Sidste år omsatte Lauritz.com for over 700 millioner kroner på sitet (det vil sige alt aktivitet på Laurtiz.com med hammerslag og købersalær, .) og har afdelinger flere steder i Europa med planer om at udvide massivt. »En af vores væsentligste vækstdrivere er vores geografiske ekspansion. Vores største vækstspring kommer i takt med, at vi etablerer fysiske filialer, hvor sælgere kan indlevere varer til auktion,« fortæller Mette Rode Sundstrøm, der er administrerende direktør i Lauritz.com.Virksomheden har i dag 20 filialer, hvoraf 11 er i Danmark. Det tal bliver forøget inden for få år, hvor Lauritz.com satser på at have 12 filialer i Sverige og 30 i Tyskland. Derudover er det danske auktionshus også repræsenteret i Belgien, og om halvandet år er planen at indtage Storbritannien.

Flere varekategorier og flere muligheder

Mette Rode Sundstrøm søger også væksten andre steder end i udlandet. Hun peger blandt andet på, at antallet af varekategorier skal øges. Virksomheden har gennem årene udvidet sortimentet med både møbler til haven samt nyproducerede varer fra detailkæder og producenter. Sidstnævnte udgør i dag 30 procent af omsætningen. Et bredt sortiment og en bred kundeprofil gør ifølge den administrerende direktør virksomheden mindre følsom over for konjunkturer.

»Vi er sådan en mutant i midten af hele det her marked. Det betyder, at vi har konkurrenter på vidt forskellige fronter, men det betyder også, at vi har langt flere muligheder, og dem løber vi efter,« siger hun.

Nye tider for gammel aktør

Hvor Lauritz.com fra begyndelsen har været både online og globalt orienteret, er udviklingen kommet mere snigende hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der er et af de mest ikoniske auktionshuse herhjemme.

Onlineforretningen fylder i dag ifølge administrerende direktør Claus Poulsen en betydelig del af omsætningen og har åbnet døren til nye kundegrupper, der efter to brutale år i 2008 og 2009 med negativt nettoresultat på henholdsvis 22 og 28 millioner kroner, nu sikrer positiv bundlinje til det gamle auktionshus. Bruun Rasmussen blev ramt dobbelt ved krisens indtog i 2008. For det var netop i efteråret 2008, at huset fejrede 50 års jubilæum, og ved den lejlighed havde indsamlet kunst og møbler for op mod en halv milliard kroner, der skulle sættes til salg i oktober. Men så krakkede Lehman Brothers, og aktiemarkederne styrtdykkede. »Folk fik en skræk i livet, og vi solgte næsten ingenting,« forklarer Claus Poulsen. Vejen tilbage har været en strømligning af virksomheden med omstruktureringer og et øget fokus på salg over nettet og – ikke mindst – på forbrugere langt væk fra skrantende konjunkturer.»Vi har set en særlig interesse fra de asiatiske lande. Vi kan se, at de ting, der blev fragtet ud af Kina i begyndelsen af det forrige århundrede, begynder at vende tilbage. De kinesere, der har mange penge, vil gerne betale for at hente gammelt orientalsk kunsthåndværk tilbage, og der bruger de nettet til at finde det hos os,« siger Claus Poulsen, der oplever en større geografisk bredde blandt de mennesker, der møder op til de fysiske auktioner.Virksomheden er blevet mere opsøgende i forhold til kunder og har i flere omgange besøgt Beijing, Hong Kong og Tokyo for at pleje de gode kunder. Seneste eksempel er en kunde fra Hong Kong, der købte vin for 15 mio. kroner.

Trend i tiden

Det er ikke blot den voksende nethandel, der giver medvind til de danske auktionshuse. Der er også tale om en særlig trend i tiden, som vi kun har set begyndelsen af, lyder det fra en iagttager af tidens tendenser.

»Vi oplever en stor trend i samfundet med at bytte og handle. Vi går fra ejerskab til at sætte ting ud i et flow. Vi vil ikke længere beholde tingene i skabene, men vil hellere sætte det ud i samfundet igen, når vi er færdige med at bruge det, og så er vi videre til det næste. Det udtrykker et samfund i transition, hvor vi accepterer, at vores forhold ændrer sig og derfor har behov for at komme af med det gamle for at få plads til det nye, der passer til den nye livssituation,« forklarer fremtidsforsker og partner i Future Navigator Liselotte Lyngsøe.Hun vurderer, at vi som forbrugere i Danmark er blevet langt mere opmærksomme på,at købe noget af god kvalitet, der holder prisen. Netop fordi vi ved, at vi vil sælge det igen. »Danskernes skattejagtinstinkt er blevet skærpet de seneste år – godt hjulpet på vej af de her TV-programmer, hvor vi ser, at man kan score den store gevinst på antikviteter og gamle møbler.«

QXL satser på det specielle

Den tendens har man også spottet hos den anden af landets store onlineauktionshus, QXL, som er en del af den internationale koncern QXL Ricardo Group, og derfor er QXLs regnskab påvirket af moderselskabets investeringer.

QXL opererer udelukkende online og bestræber sig på at have et bredt sortiment af varer. Men der er visse ting, der klarer sig bedre end andet, lyder det fra den administrerende direktør i den danske del af QXL.»Vores fokus er drejet ind på de områder, hvor vi klarer os godt. Den del, der har klaret sig fint i auktioner også i krisen, er de mere specielle ting som eksempelvis antikviteter, samlervarer og andre særlige varer, som ikke har en fast pris,« siger Steen Trier.Da QXL er ren online og dermed ikke har fysiske filialer steder, er QXLs konkurrenter i lige så høj grad handelsplatforme som Den Blå Avis samt Gul og Gratis.»Vejen frem for os vil være at gøre det endnu mere tydeligt, hvornår det er meningsfyldt for forbrugerne at benytte auktioner. Vi har haft nogle år, hvor vi bare har fortalt, at vi findes. Nu skal vi ud og fortælle, at der er et auktionssite, hvor man sælger til højstbydende – og ikke bare den førstbydende,« fortæller Steen Trier.