Auktionshus har desperat behov for børsnotering

Lauritz.com har behov for at få kapital ind i selskabet, og derfor er ejerne klar til at sænke prisen for at få Lauritz.com børsnoteret.

Foto: Jenny Leyman / Sydsvenskan / TT.
Læs mere
Fold sammen

Ledelsen har store interesser i at få børsnoteret Lauritz.com. Sker det ikke, risikerer selskabet at komme til at mangle kapital.

Egenkapitalen var ved seneste regnskab 13 mio. kroner, og pengene er i de senere år fosset ud af auktionshuset i et tempo, der kan efterlade selskabet i vanskeligheder.

Børsnoteringen skulle have hjulpet på auktionshusets økonomi. Ca. 56 mio. kroner skulle skydes direkte ind i Lauritz.com. Samtidig ville hovedaktionær Bengt Sundstrøm betale et lån på 110 mio. kroner tilbage, som han har taget i selskabet.

Til P1 Business fortalte Bengt Sundstrøm for en uge siden, at børsnoteringen skulle hjælpe på den slunkne egenkapital i selskabet og indfri lån.

»Selskabet får cirka 170 mio. kroner, hvilket består af ny egenkapital. Det vil sige nye aktier og så en indfrielse af lån, og så beholder jeg cirka 70 mio. kroner til mig selv,« sagde han dengang.

Svær integration af opkøb

Den udskudte børsnotering sker på et tidspunkt, hvor der er flere udfordringer i auktionshuset. Det har de senere år været svært at holde omsætningen, uden at der blev købt op. Samtidig har de opkøb, der er gennemført i blandt andet Sverige og Tyskland, vist sig at være sværere at integrere, end ledelsen havde forventet.

Samlet betyder det, at indtjeningen bliver ved med at falde, som det er sket hvert år siden 2011. Det sker, mens selskabets samlede gældsforpligtelser nærmer sig en halv mia. kroner – en gældsbyrde som selskabet har svært ved at bære samtidig med den svigtende indtjening.

Lauritz.com er Danmarks største auktionshus. Bengt Sundstrøm kom ind i selskabet, da han i 1998 købte Lauritz Christensen Auktioner, der på det tidspunkt omsatte for 12 mio. kroner. Året efter konverterede han det til internethandel, og i fjor blev der på selskabets hjemmeside omsat for næsten 1,1 mia. kroner.

Lauritz.com har 21 auktionshuse fordelt i fire lande, Danmark, Sverige, Belgien og Tyskland, og omkring 200 medarbejdere.