ATP-topchef: "Et ganske fornuftigt første halvår"

ATP har i første halvår tjent styrtende på sine aktieinvesteringer, hvilket ikke mindst skyldes en stærk udvikling på det danske aktiemarked, hvor pensionsgiganten specifikt nævner gode afkast i Vestas og Novo Nordisk.

Foto: Thomas Lekfeldt

Derudover er ATP på udenlandske børsnoterede aktier lykkedes med aktive handelsstrategier, siger ATP-direktør Carsten Stendevad i et interview med Ritzau Finans.

- Vi synes vi har haft et ganske fornuftigt første halvår, hvor vi har haft et overskud på næsten 7,7 mia. kr. Det er med et investeringsafkast på 9,4 pct. og baseret på, at vi har tjent på stort set alle de markeder, vi har investeret i, siger Carsten Stendevad.

Aktierne er den helt store bidragsgiver til halvårsresultatet med et afkast på 6950 mio. kr., ud af en samlet eksponering på 63,3 mia. kr. Eksponeringen på børsnoterede danske aktier på 17,1 mia. kr. har givet et afkast på hele 3174 mio. kr.

- På aktiesiden har vi en rigtig god historie i første halvår, hvor vi jo har tjent næsten 7 mia. kr., siger Carsten Stendevad.

ATPs aktieeksponering er inddelt i tre dele, hvor de børsnoterende danske aktier, hvor selskabet har en meget langsigtet investeringsstrategi, er den ene.

Den anden del af aktieeksponeringen er beholdningen af unoterede aktier, primært private equity-investeringer, og her er ATP også en langsigtet investor. Den del gav i første halvår i øvrigt et afkast på 2439 mio. kr.

- Men det, der er det nye i år, er, at vi har været ret aktive på de udenlandske noterede aktier, der har vi haft nogle ret aktive handelsstrategier både i de amerikanske og europæiske indeks. Det har vi tjent rigtigt godt på, siger Carsten Stendevad.

Eksponeringen i de børsnoterede udenlandske aktier er opgjort til 15,4 mia. kr. og gav et halvårsafkast på 1337 mio. kr.

- Vi har haft et afkast på vores amerikanske portefølje på næsten 8,5 pct. og på vores europæiske på 8 pct. - det er jo gode afkast, konstaterer Carsten Stendevad

De aktive - og mere kortsigtede - handelsstrategier står i kontrast til pensionsselskabets sædvanlige strategier, hvor det agerer tålmodigt og langsigtet.

- Det handler om, at man er inde og ude af markedet, hvis vi synes det er opportunt, og prøver at købe og sælge på de rigtige tidspunkter, forklarer Carsten Stendevad.