ATP indstiller tidligere overvismand Torben M. Andersen som formand

Det ser ud til, at tidligere overvismand Torben M. Andersen bliver ny formand for pensionskæmpen ATP.

I hvert fald har bestyrelsen indstillet ham til at overtage posten efter den afgående Jørgen Søndergaard. Det oplyser ATP.

Valget af den nye formand skal dog først konfirmeres på repræsentantskabsmødet i februar næste år.

Torben M. Andersen er 61 år, og han har blandt andet været medlem af Det Systemiske Risikoråd, formand for Pensionskommissionen, formand for Velfærdskommissionen og Overvismand i Det Økonomiske Råd. Han er i dag professor ved Aarhus Universitet.

Jørgen Søndergaard har valgt at stoppe efter 15 år som formand. Og under hans formandskab er ATP's pensionskasse tredoblet fra 250 mia. kr. til 750 mia. kr. Pensionskassen er i dag den tredjestørste i Europa.

/ritzau/FINANS