ATP har købt op i Danske Bank trods hvidvasksag

Mens hvidvasksagen i Estland har tynget Danske Banks renommé og aktiekurs, har pensionsselskabet ATP benyttet første halvår til at øge sin ejerandel i banken.

Arkivfoto. Pensionsselskabet ATP har benyttet første halvår til at øge sin ejerandel i banken Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Mens hvidvasksagen i Estland har tynget Danske Banks renommé og aktiekurs, har pensionsselskabet ATP benyttet første halvår til at øge sin ejerandel i banken.

Over 1,9 mio. Danske Bank-aktier er tilføjet ATP's depot, så ejerandelen nu er oppe på 1,32 pct. mod 1,05 pct. ved udgangen af 2017. Det viser pensionsselskabets halvårlige specifikationer af beholdningen af børsnoterede danske aktier.

Opkøbet er kommet i en periode, hvor Danske Bank-aktien er faldet fra et niveau omkring årsskiftet på 241,60 kr. til 199,85 kr. ved udgangen af juni. Medregnet udbetaling af udbytte har afkastet på bankaktien hidtil i år været negativt med lidt over 17 pct.

Nedturen er sket, sideløbende med at bankanalytikere har spekuleret i, hvor stor en bøde Danske Bank kan ende med at få som følge af hvidvasksagen. Eksempelvis skrev Credit Suisse i et analysenotat fra starten af juli, at det kalkulerede med en bøde på op til 3,7 mia. kr.

Også ATP har haft fokus på hvidvasksagen, og vicedirektør Claus Wiinblad kritiserede på Danske Banks generalforsamling i marts bestyrelsen for ikke at have reageret hurtigt nok i sagen.

»Sagens alvor tilsiger, at bankens bestyrelse burde have reageret hurtigere ved at igangsætte en grundig undersøgelse,« sagde Claus Wiinblad ved den lejlighed.

'AKTIVT EJERSKAB'

ATP's administrerende direktør, Christian Hyldahl, mener dog, at pensionsselskabet fint kan kritisere bankens håndtering af hvidvasksagen og samtidig købe flere aktier.

Han forklarer over for Finanswatch købet med, at banken ikke kigger så meget på antal aktier, men derimod eksponeringen i kroner og øre, og da Danske Banks aktiekurs er faldet, har ATP valgt at købe op.

»Aktivt ejerskab er at bevare sin indflydelse. Vi tror på, at vi skal være langsigtede investorer i Danske Bank og sørge for, at banken kommer gennem denne her tid. Det kan vi gøre ved at lægge et godt pres på bestyrelsen, og det gør vi,« siger han til Finanswatch.

Mens ATP har købt aktier i Danske Bank i første halvår, har pensionskassen solgt aktier i såvel Jyske Bank som Sydbank og reduceret sine ejerandele til henholdsvis 0,76 pct. og 0,31 pct. fra 0,78 pct. og 0,56 pct. ved udgangen af 2017.

De største ændringer i pensionskassens ejerandele af danske aktier i første halvår tæller FLSmidth, hvor ejerandelen er øget til 3,77 pct. fra 2,36 pct., nynoterede Netcompany, som ATP er gået ind i med en ejerandel på 2,20 pct. samt Ringkjøbing Landbobank, TCM Group og Per Aarsleff, hvor ATP har øget til henholdsvis 6,72 pct., 12,90 pct. og 11,68 pct. fra 5,06 pct., 11 pct. og 10,02 pct.

Den største reduktion er sket i Scandinavian Tobacco Group, hvor ATP har solgt hele sin aktiepost på 0,62 pct. og altså ikke længere ejer aktier.