ATP efterlyser gennemsigtighed i Carlsbergs nye strategi

Storinvestoren ATP, der tidligere har revset Carlsbergs ledelse for at have lovet for meget og ikke leveret varen, er umiddelbart tilfreds med den nye strategi for bryggerivirksomheden, som topchefen Cees ’t Hart fremlagde forleden. Men formuleringerne måtte godt være mere ambitiøse, siger aktiechef Claus Wiinblad.

Carlsbergs nye topchef, Cees’t Hart, har fremlagt bryggerigigantens nye strategi, og storaktionæren ATP er tilfred, dog kunne pengetanken dog godt ønske sig lidt mere ambitiøse formuleringer. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen
Læs mere
Fold sammen

Carlsbergs nye strategi Sail’22 var længe ventet. Den nye topchef Cees ’t Hart har arbejdet på strategien de seneste ni måneder, og da den blev præsenteret i onsdags, skete det med store forventninger. Trods den langvarige fødsel måtte man dog kigge i vejviseren efter konkrete tal for, hvor Carlsberg skal hen i fremtiden.

Strategien er i stedet fyldt med mere bløde formuleringer om, at Carlsberg i fremtiden skal være »succesfuld«, »professionel« og »attraktiv« som ølproducent, som samarbejdspartner og som arbejdsplads. Og så vil bryggerivirksomheden øge indtjeningen og forbedre afkastet på den investerede kapital. Uden at der dog sættes tal eller tidshorisont på de forbedringer.

De vage formuleringer til trods er Danmarks største insitutionelle investor, pensionskassen ATP, der også er en af de største pengetanke i Europa, overvejende tilfreds med den nye Carlsberg-strategi. Man skal nemlig huske på, hvor Carlsberg kommer fra, at virksomheden tidligere under ledelse af Jørgen Buhl Rasmussen lovede og lovede men leverede alt for lidt, samt at driftsindtjeningen de seneste fem-seks år har stået i stampe, er holdningen hos ATPs vicedirektør og aktiechef Claus Wiinblad.

Strategien skal stå sin prøve

Men det står også klart, at det først er i de kommende kvartaler, når den nye Carlsberg-boss viser, hvordan han konkret vil føre strategien ud i livet, at det fulde omfang af indholdet i strategien står klart for omverdenen.

»Strategiplanen er fornuftig og indeholder mange gode elementer. Der er et klart behov, for at skeen bliver taget i den anden hånd i Carlsberg. I realiteten synes jeg, at grundholdningen i strategien, som er at få den eksisterende forretning til at køre bedre, er rigtig. Carlsberg skal vise, at de kan få ordentlig værdi ud af den eksisterende forretning. Det har de ikke kunnet før,« siger Claus Wiinblad.

Wiinblad er enig i retningen i Carlsbergs nye strategi, men savner dog alligevel mere gennemsigtighed i, hvad Cees ’t Hart, og den øvrige topledelse i Carlsberg selv tror, at strategien kan føre til.

»Carlsberg har nu en målsætning om at vokse driftsindtjening og afkastet på den investerede kapital, og det er jo svært at være uenig i. Det kunne være ønskværdigt med en lidt mere ambitiøs formulering af deres forventninger til indtjeningen, således at vi fik mere indsigt i, hvad strategiplanen reelt kan bringe af resultater,« siger Claus Wiinblad.

Ikke vækst for vækstens skyld

I et interview med Berlingske tilbage i juni sidste år, da Cees ’t Hart tiltrådte, sagde Claus Wiinblad, at det, han håbede, at strategien ville føre til, netop var et fokus på vækst i den eksisterende forretning, få mere værdi ud af det, Carlsberg allerede har til gavn for aktionærerne, frem for at jagte vækst via opkøb. Det ønske har ATP i høj grad fået opfyldt i dag.

»Det vigtige i strategien, som jeg ser det, er at få kerneforretningen til at fungere og øge lønsomheden der. Det er udmærket at supplere det med nogle ekstra fokusområder, men det er basisforretningen, der skal fungere først og fremmest,« siger Claus Wiinblad med henvisning til, at Carlsberg i Sail’22 vil fokusere mere på specialøl og på at gå ind i storbyer, hvor bryggeriet ikke allerede er til stede.

Cees ’t Hart ønsker ikke at kommentere ATPs melding, men sagde på Carlsbergs ordinære generalforsamling torsdag aften i København, at han først vil vise investorerne, at Carlsberg – i modsætning til tidligere – kan levere det, virksomheden lover frem for at love for meget.