ATP-datter fyrer topchef efter millionunderskud

Den danske pensionsgigant ATP har i seks år kæmpet for at gøre det britiske datterselskab Now Pensions til en succes.

Foto: Torben Christensen. Den danske pensionsgigant ATP har i seks år kæmpet for at gøre det britiske datterselskab Now Pensions til en succes.
Læs mere
Fold sammen

Den danske pensionsgigant ATP har i seks år kæmpet for at gøre det britiske datterselskab Now Pensions til en succes.

Siden 2011 er antallet af kunder vokset, men det er firmaets omkostninger også, og det har udløst en fyreseddel til topchefen for Now Pensions, Morten Nilsson.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Udover et underskud på 441 mio. kr. har Now Pensions også fået massiv kritik af de britiske myndigheder for problemer med behandling af data, der har betydet forsinkelser i indbetalinger og dårlig kommunikation med virksomhedens medlemmer.

Derfor har selskabets bestyrelse besluttet, at "tidspunktet er rigtigt" til at fyre topchefen, der forlod selskabet i sommer.

»Det er selvsagt utilfredsstillende for de kunder, der er blevet ramt af det her, og som ejere er vi bestemt ikke tilfredse med det. Kritikken fra tilsynsmyndighederne går også på, at det har taget for lang tid at få hånd om problemerne,« siger Christian Hyldahl, administrerende direktør i ATP, til Børsen.

Now Pensions er lykkedes med at kapre 1,3 mio. britiske kunder. Det er markant færre end konkurrenterne Nest og People's Pension, der har henholdsvis 4,5 og 3 mio. kunder.