Atomkraft slår bunden ud af Toshiba

Den japanske elektronikgigant har på tre dage mistet 40 procent af sin værdi efter store problemer med opkøb i USA.

Toshiba-topchef Satoshi Tsunakawa bukker ved afslutningen af den pressekonference i hovedkontoret i Tokyo i juledagene, hvor han berettede om udsigten til en ny milliardnedskrivning i Toshiba. Arkivfoto: Kazuhiro Nogi, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: KAZUHIRO NOGI

Siden 2. juledag er der hakket 40 procent af værdien af den japanske elektronikgigant Toshiba, som oven i efterdønningerne af en større skandale med regnskabsfusk nu også må se en milliardinvestering i atomkraft blive et tungt åg.

Toshiba er ligesom sin sydkoreanske konkurrent Samsung et konglomerat, som driver forretninger på en lang række meget forskellige områder. I 2006 betalte Toshiba 5,4 milliarder dollars efter en budkrig om Westinghouse Electric Co., som leverer komponenter til atomkraftreaktorer.

Langt mindre værd

Imidlertid ser det nu ud til, at det amerikanske selskab er langt mindre værd end tidligere antaget, og derfor er Toshiba-aktien raslet ned. Tidligt torsdag, dansk, tid, faldt den med 26 procent oven i de 12 procent tirsdag og 20 procent onsdag, om end aktiekursen rettede sig noget op igen torsdag.

Toshiba har advaret om, at koncernen muligvis bliver nødt til at tage et tab på mange milliarder dollars. Det skyldes et opkøb, som Westinghouse foretog i 2015, da man købte Chicago Bridge & Iron, som også arbejder med atomkraftværker. Nu tyder det på, at værdierne i dette selskab ikke er så mange som antaget, og der er også strid om en række betalinger. Endelig tales der om problemer med kvalitetskontrollen af de standardelementer, som atomkraftværker i stigende omfang består af.

Først til februar venter Toshiba at have overblik over, hvor stor en afskrivning der kan komme på tale. Topchef Satoshi Tsunakawa taler dog om et beløb på flere milliarder dollars.

Regnskaber pumpet op gennem syv år

Westinghouse blev ellers, ifølge den amerikanske finansavis Wall Street Journal, betragtet som førende inden for branchen og er den eneste leverandør, der både har kontrakter i USA og Kina på, hvad man betragter som fremtidens atomkraftværker.

Toshiba, som de fleste vil kende fra PCer, var ellers begyndt at komme sig oven på en større regnskabsskandale og stod til et pænt overskud, når tallene i det forskudte regnskabsår skal gøres op ved udgangen af marts 2017. Siden februar var Toshiba-aktien steget med mere end 70 procent - den største stigning i det japanske børsindeks Nikkei 225, skriver britiske BBC.

Som følge af omfattende fusk med regnskaberne måtte Toshiba tage en nedskrivning på 1,3 milliarder dollars i november 2015. Gennem syv år var overskuddet i koncernen kunstigt blevet pumpet op.

Som følge heraf er Toshiba-aktien stadig på observationslisten på børsen i Tokyo.

Toshibas atomkraftforretning har ikke givet overskud siden 2013.