Atomaftale betyder billigere benzin til danskerne

Den nye atomaftale mellem Iran og stormagterne ventes at få benzinpriserne i Danmark til at falde.

Foto: PAUL ELLIS. Den nye atomaftale mellem Iran og stormagterne ventes at få benzinpriserne i Danmark til at falde.
Læs mere
Fold sammen

Danskernes kan se frem til at tanke bilen op med billigere benzin, efter Iran og stormagterne tirsdag endelig kunne præsentere en aftale om Irans atomprogram.

Aftalen åbner op for, at Iran igen kan få lov til at eksportere olie, og det vil betyde lavere oliepriser og dermed benzinpriser.

»Der vil komme mere olie ud på markedet, og det vil give en lav oliepris. For danskernes vedkommende vil det slå igennem på benzinpriserne, der også vil falde, fordi de i høj grad bestemmes af prisen på olie,« siger senioranalytiker i Danske Bank, Jens Nærvig Pedersen.

Allerede inden en endelig aftale var skrevet under mellem Iran på den ene side og USA, Frankrig, Storbritannien, Rusland, Tyskland og Kina på den anden, begyndte det at kunne ses på oliepriserne. Den seneste måned er prisen på en tønde olie faldet med omkring 10 dollar, så den koster under 57 dollar per tønde.

»Det globale oliemarked har allerede taget forskud på effekten af en atomaftale og ophævelse af sanktionerne mod Irans olieeksport. Vi har allerede set et mærkbart fald både på oliepriserne og benzinpriserne, fordi man har haft en klar forventning om, at parterne ville nå i mål med en aftale,« siger Jens Nærvig Pedersen og uddyber, at olieprisen tirsdag er faldet med omkring to procent og ligger tæt på det laveste niveau siden april i år.

Ophævelsen af sanktionerne betyder, at Iran kan øge produktionen af olie, og dermed eksporten til det globale marked. I forvejen skulle der være nok olie at sende ud af landet. Ifølge Jens Nærvig Pedersen har Iran en stor mængde olie lagret på tankskibe, der venter på grønt lys fra USA og Europa. Og selvom markedet flyder over med olie, så vil Iran ikke få problemer med at få den afsat, fordi det er billigt.