Atlantic Q2: Egenkapitalen er minus 75 mio. kr. efter lille overskud

Atlantic Petroleum kom ud af andet kvartal med et overskud efter skat på 1,1 mio. kr. Egenkapitalen er dog stadig negativ, viser regnskabet for andet kvartal.

Arkivfoto. Atlantic Petroleum kom ud af andet kvartal med et overskud efter skat på 1,1 mio. kr. Egenkapitalen er dog stadig negativ, viser regnskabet for andet kvartal.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Cézaro De Luca

Det lille færøske olieselskab prøver at finde sine fødder efter flere år præget af store økonomiske vanskeligheder og et frasalg af de væsentligste aktiver.

Omsætningen i perioden udgjorde 6,7 mio. kr., hvilket stammer fra salget i maj af Atlantic Petroleums andel i Orlando-oliefeltet i havet nordøst for Storbritannien.

Sammen med udskudte betalinger fra salget af en andel i Pegasus-feltet i 2015, ventes Orlando-feltet at stå for de væsentligste indtægter i den kommende periode.

Atlantic har således ret til 2 pct. af omsætningen fra de første 5 mio. tønder olie fra Orlando, hvorefter andelen stiger til 4,35 pct. af al produktion derefter.

»Indtægterne fra Orlando, som ventes fra andet halvår 2018, og de op til 9 mio. pund i potentielle udskudte betalinger fra salget af Pegasus over de kommende år, repræsenterer væsentlig værdi og giver Atlantic Petroleum en god base i forhold til at genopbygge porteføljen fremadrettet,« skriver Atlantic Petroleum, der slås med en negativ egenkapital på 75,3 mio. kr.

En aftale med London Oil & Gas har dog ifølge Atlantic Petroleum sikret de næste to års drift. London Oil & Gas har stillet et lån til rådighed på 8 mio. pund (68,4 mio. kr.) med mulighed for senere at konvertere lånet til aktier til en kurs på 15 kr. per styk.

For hele 2017 venter Atlantic Petroleum fortsat et positivt nettoresultat efter et bogført overskud i første halvår på 6,4 mio. kr.

Selskabet skriver desuden i regnskabet, at det vil forsøge at sikre yderligere værdi fra sine tilbageværende aktiver i Storbritannien og Irland.