Atlantic drøfter salg af andel i oliefelt med britisk aktør

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: GARY CLEMENT

Det færøske olieselskab Atlantic Petroleum er i dialog med en London-baseret aktør om sin andel på 25 pct. i oliefeltet Orlando i den britiske del af Nordsøen.

Det fremgår af en meddelelse torsdag.

Der ventes en afklaring i løbet af næste uge.

Atlantic Petroleum har i en periode kæmpet for at tiltrække kapital, og der er fortsat ingen sikkerhed for, at forhandlingerne med den britiske aktør ender med en løsning.

Sker det ikke, er "det sandsynligt, at selskabet går i betalingsstandsning eller skal i rekonstruktion", hedder det i meddelelsen.

Atlantic Petroleum har udviklet Orlando-feltet sammen med det canadiske olieselskab Iona Energy, der er i økonomiske vanskeligheder og ikke har haft held til finde finansiering, så feltet kan producere den første olie. Den første kommercielle produktion var planlagt til slutningen af 2016.