Atea snød indkøbscentral for millioner

Atea erkender at have snydt den offentlige indkøbscentral, SKI, for flere mio. kroner. Ifølge it-leverandøren har der aldrig været tale om bevidst snyd.

Læs mere
Fold sammen

It-leverandøren Atea har kørt millioner uden om den offentlige indkøbscentral Statens og Kommunernes Indkøbs Servise (SKI), skriver Jyllands-Posten i dag.

Det har Atea indrømmet over for SKI i en redegørelse, som blev indleveret i sidste måned. Offentlige leverandører er forpligtet til at betale til SKI, når de indgår en handel med offentlige kunder. Det er denne betaling sagen drejer sig om, og som Atea tidligere har påstået at have glemt i enkelte tilfælde.

Hvis det er tilfældet har Atea glemt at indberette indkøb for mere end 300 mio. kroner siden 2012. Det svarer til mere end en femtedel af virksomhedens samlede omsætning via SKI-aftaler.

Den manglende indberetning betyder, at SKI er blevet snydt for flere millioner kroner. Direktør i SKI, Signe Lynggaard Madsen, er overrasket over sagens omfang.

»Jeg var klar over, at vi ville nærme os ettrecifret millionbeløb. Men slet ikke i nærheden af det her - det er simpelthen uordentligt,« siger Signe Lynggaard Madsen.

Atea afviser over for Jyllands-Posten, at der er tale om bevidst snyd.