Asien vil samarbejde med Europa om at sikre søkabler mod sabotage

De påfaldende mange forstyrrelser af internettrafikken gennem undersøiske kabler i Østersøen har skabt frygt for, at noget tilsvarende kan ske i Asien, der er et knudepunkt for den internationale datatrafik.

De er ikke store, men de er altafgørende vigtige for, at internettet virker – søkabler som dette Sea-Me-We 5, som kobler Singapore sammen med Frankrig over en afstand på 20.000 kilometer via 17 forskellige lande. Arkivfoto Boris Horvat/AFP/Ritzau Scanpix

Asiatiske lande vil samarbejde med Europa om at sikre de søkabler, som transporterer store dele af verdens internettrafik rundt, mod sabotage.

»Vi er nødt til at arbejde sammen om at forsvare hele netværket. Der er ingen mening i at forsøge at forsvare et søkabels integritet og sikkerhed ved kun at se på et enkelt punkt. Vi skal have begge ender med for at være sikre,« sagde Singapores forsvarsminister, Chan Chun Sing, på det store sikkerhedsforum IISS Shangri-La Dialogue, der blev holdt i weekenden i Singapore.