Asiatiske influencere hjalp jysk virksomhed til et orientalsk dyneeventyr

Da dynevirksomheden Fossflakes skulle ind på asiatiske markeder, benyttede den sig af mindre kendte lokale influencere. I dag sælger den midtjyske virksomhed cirka en tredjedel af selskabets dyner til kinesiske, japanske og sydkoreanske forbrugere.

Sydkoreanske influencere med navne som go_bambi og hansstyle_hanna har spillet en ganske særlig rolle i dynevirksomheden Fossflakes' asiatiske markedsføringsstrategi.

For fem år siden kastede virksomheden sig ind på det kinesiske marked med en onlinestrategi, og hurtigt herefter indtog Fossflakes også det japanske marked. I sommeren 2018 valgte den jyske virksomhed så at sigte efter et nyt marked: Sydkorea.