Arving får magten i Velux-ejer

Der er tronskifte i den store familieejede vindueskæmpe VKR Holding, der ejer ovenlysvirksomheden Velux. Mads Kann-Rasmussen træder ind som ny adm. direktør i selskabet.

Mads Kann-Rasmussen ny adm. direktør i VKR Holding Fold sammen
Læs mere

Magten i direktionen i det store industriselskab VKR holding kommer tilbage på hænder i stifterfamilien Kann-Rasmussen.

Den 43-årige Mads Kann-Rasmussen, der er barnebarn af stifteren af VKR, Villum Kann-Rasmussen, tager over som adm. direktør i VKR Holding med effekt fra 1. august.

Han overtager posten efter Jan Lundsgaard Jensen, der fratræder på grund af alvorlig sygdom.

»Det er med stor beklagelse, at jeg har modtaget informationen om Jan Lundsgaard Jensens alvorlige sygdom. Jeg vil gerne takke Jan Lundsgaard Jensen for hans værdsatte og mangeårige indsats i VKR Holding,« siger bestyrelsesformand Søren Bjerre-Nielsen, VKR Holding A/S.

Mads Kann-Rasmussen er i dag global chef for VELUX Modular Skylight forretningsenheden i VELUX Gruppen og samtidig med og samtidig med i bestyrelsen i VKR Holding. Begge poster dropper han for at sætte sig for bordenden i direktionen.

Mads Kann-Rasmussen er uddannet i økonomi og MBA fra CBS samt har kurser fra IMD Business School i Schweiz og har tidligere arbejdet som konsulent Boston Consulting Group.

Ifølge VKR's bestyrelsesformand skal Mads Kann-Rasmussen stå for en mere aktiv investeringsstrategi inden for de nuværende
kompetenceområder dagslys, frisk luft og bedre miljø. Tidligere har VKR brændt fingrene på at investere i andre områder end den meget snævre kerneforretning. Men nu forsøger VKR igen.

»Bestyrelsen har på baggrund af den nye strategiske orientering og Mads Kann-Rasmussens erfaringer vurderet ham som den rigtige afløser for Jan Lundsgaard Jensen. Vi ser frem til samarbejdet med Mads Kann-Rasmussen, der i bestyrelsen aktivt har deltaget i arbejdet med den nye strategi,« siger Søren Bjerre-Nielsen.

VKR Holding er fonds- og familieejet og har Villum Fonden som største aktionær. VKR er en af de store familieejede industrikæmper herhjemme med en omsætning sidste år på knap 17,7 mia. kr. og en driftsindtjening (ebitda) på 3,7 mia. kr.

Virksomheden blev stiftet i 1941 af Villum Kann Rasmussen, og beskæftiger i dag samlet 13.600 medarbejdere.