Arven fra oldefar

Fire generationer af familien Foss har præget Danmarkshistorien og dansk erhvervslivs vandring fra bondesamfund til et højteknologisk land. En fremsynet stifters visioner er stadig aktuelle for Foss-familiens daglige virke.

Familien Foss fotograferet 28. marts 1909 i anledning af Torben Foss’ konfirma­tion. Fra venstre er det Erling, Inar, Sigrid, Rigmor, Alexandor Foss, Margrethe Foss med Grethe samt Torben. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra bogen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Himlen udenfor er som et stort maleri, der hele tiden får tilsat nye farver. Øresund og himlen glider sammen i gråhvide schatteringer. Vi befinder os i Klampenborg nord for Købehavn.

På bordet ligger en moppedreng af en bog. Titlen er præget i guld: »Foss«, står der.

Bogen er illustreret af et maleri af en mand med et bestemt drag om munden. Alvorlig. Maleriets farvesætningen er helt anderledes end himlen udenfor: Alvorlig, dyster og præget af farveskalaens brunsorte og gyldne nuancer. Manden på forsiden er Alexander Foss.

Vi har sat Alexander Foss’ efterkommere, hans barnebarn og oldebarn – Nils og Peter Foss – stævne. Far og søn. Tredje og fjerde generation. Virksomhedsudviklere som deres forfader.

Bogen er slægtshistorie. Men mere end det. Det er Danmarkshistorie – og ikke mindst industrihistorie.

Oldefaderen Alexander Foss var med til at forvandle Danmark fra et stillestående landbrugsland til et dynamisk industriland, mens det 19. århundrede blev til det 20. århundrede.

Han var med til at etablere F.L. Smidth, Industrirådet – i dag Dansk Industri, DI – og var en mand som sætte sig prægnante aftryk på handelspolitikken under Første Verdenskrig.

»Det er fantastisk, at man kan gå tre generationer tilbage og finde noget positivt i hvert led, som man kan hæfte sig ved. Begyndende med min oldefar, Alexander Foss , der var med til at stifte F.L. Smidth & Co. og videre til min farfar, Erling Foss, og så vores far. Der er ikke mange, som er så heldige at have generationer så langt tilbage, og slægtninge, der virkelig har drevet det vidt på den ene eller anden måde,« siger Peter Foss.

Oldefaderens arv

Far og søn er lidt kæphøje og rævestolte af bogen på bordet, der rummer et vigtigt kapitel i slægtens historie. En bog, som er skrevet af de to historikere Steen Andersen og Kurt Jacobsen.

Det er tydeligt, at oldefaderen har fyldt i Nils Foss’ liv, selv om han aldrig har mødt ham:

»Han var borte, da jeg kom til i 1928; men jeg tror, at jeg kendte ham godt. Hans minde er stærkere end mange menneskers levende liv. Jeg ser ham fysisk, når jeg kigger på hans affotograferede alvorlige træk. Han var en høj og drøj mand med tendens til overvægt, og han har en god udstråling i forhold til min generation. Han var ikke typen, der anglede efter hengivenhed; men han tænkte meget på familien, og han var i stand til at give den værdifulde råd. – Og at hele hans liv var fremadrettet, viser bogen.«

»Han gav os ikke nogen brugsanvisning for vores virke. Alligevel var vi blevet så indoktrinerede, at i vores slægt fik samtlige af hans seks mandlige børnebørn en ingeniøruddannelse, og ingen af os er egentligt udstyret med særlige tekniske evner for at sige det mildt. Også i fjerde og tredje generation er de fleste ingeniører.«

Peter Foss har det anderledes. For ham var oldefaderen i mange år en fjern figur, der hang på væggen hjemme hos hans farfar.

»Jeg tror ofte, at der sker en forskydning i generationer. Han har nok været min fars store lede- og drivkraft, men i mit barndoms- og ungdomsbillede er det min farfar, Erling Foss, der fylder, fordi han var frihedskæmper under Anden Verdenskrig og medlem af Frihedsrådet. Min respekt for min oldefar er kommet senere og er steget, i takt med at jeg har læst, hvad de to historikere har fundet frem.«

Ligger det i jeres gener, at I skal være ledere og etablere virksomheder?

»Jeg plejer at kalde det en slet skjult programmering. Man mærker det ikke; men det sidder i væggene og i omgivelserne, og det glider ind som en del af én. Erhvervspåvirkningen kommer ikke kun fra min fars side. Vores morfar var direktør for de svenske fosfatfabrikker og havde en lang og flot karriere i svensk erhvervsliv.«

Fremsynet

Peter Foss er forbløffet over, at så meget af det, oldefaderen sagde om at drive forretning, stadig er gyldigt i dag.

»I 1912 sagde han, at det ikke gør noget, at vi i Danmark ikke har råvarer. Han sagde, at vi skulle satse på viden og internationalisering og udvikle ny teknologi. Det er sjovt at være fjerde generation og stå i spidsen for en virksomhed som Foss A/S, der er en globaliseret videnbaseret virksomhed, som satser på innovation. Netop det som min oldefar forudså for snart 100 år siden. Det er tankevækkende. Han var en visionær mand.«

Peter Foss slår op i bogen.

Hør blot hvad han siger om det høje danske lønniveau og den billigere arbejdskraft uden for landets grænser:

»Jeg tror derfor heller ikke, at Faren, som truer Europa fra den billige Arbejdskraft i Østen, har saa overordentlig meget at sige, med mindre der er en Raceforskel, som bevirker, at den gule Race i Virkeligheden er den hvide overlegen.«

Peter Foss kigger op:

»Man skulle tro, det var 2008; men det er det ikke. Det overrasker mig, hvor meget der er uforandret,« siger Peter Foss og forsætter oplæsningen: »Her siger han, at ingeniører ikke bare skal være teknikere.«

»Det er først, når Teknikeren gør sig til Købmand og forener den økonomiske Forståelse med den tekniske Indsigt, at der vil være Mulighed for at være i en Industri.«

Far og søn ler.

»Selv om det er 100 år siden, så kunne det være skrevet i dag. Vi kan stadig ikke konkurrere på lave lønninger. Vi skal være et folk, som kan tænke, og som skal være fremsynet. Han var også med til at grundlægge det danske aftalesystem på arbejdsmarkedet – den danske model,« siger Nils Foss.

Holder det danske aftalesystem stadig?

»Ja, det er kun politikerne, der laver ulykker,« siger Nils Foss.

Sønnen supplerer:

»Det knirkede lidt under de seneste offentlige overenskomster, hvor fagforeningerne var så langt ude i deres krav, at de til sidst måtte bede politikerne om at redde den i land; men overordnet set holder den stadig.«

Ultimatummet

Nils Foss har stadig sit kontor i virksomheden, som ligger i Hillerød.

»Vi kalder det et stifterkontor, hvor min far kan aflevere sine gode ideer og i øvrigt blive voldsomt begejstret, når han hører om nye produkter og nye markeder,« siger sønnen, 52-årige Peter Foss, der siden 1990 har stået i spidsen for Foss A/S, som selskabet hedder i dag.

Faderen er i dag firmaets rådgiver specielt vedrørende Kina, som han også beskæftiger sig med som formand for netværket Danish Chinese Business Forum.

»Men det er Peter, der er bossen,« slår Nils Foss fast.

»Det har været en fuldstændig frivillig sag for mig at engagere mig i firmaet. Men min far sagde, at hvis der ikke var nogen af os, der ville engagere os mere aktivt i firmaet, ville han føle sig frit stillet til at disponere med virksomheden. Ultimatum. Punktum. Så blev der ikke sagt mere.«

Peter Foss var 28 år på det tidspunkt. Hans storesøster, Pernille, var i udlandet, og lillebroderen, Nils Christian, under uddannelse. Begge søskende er medlemmer af bestyrelsen i Foss A/S.

»For mig var det sandhedens øjeblik. Det kan godt være, at jeg i mange år havde sagt til mig selv, at jeg ikke havde lyst til at arbejde i virksomheden eller arbejde sammen med min far.«

Peter Foss’ ansigt bliver en stor grimasse, og hænderne bliver lagt om bag hovedet.

»Arh... Så er det man spørger sig selv: »Skulle vi ikke se, om vi kunne få det til at fungere?« Nu har vi så arbejdet sammen i et par og tyve år uden problemer. Til min overraskelse.«

Hvad med dig, Nils Foss?

»Det kræver en vis tolerance.«

Hvad mener du?

»Man skal først og fremmest være professionel. Det vil sige, at man skal arbejde sammen, som om det var en uden for familien, der var sad i chefstolen. Hvis man er søn, skal man ikke lade sig irritere af sin fars dårlige vaner, og som far skal man ikke gøre sig klogere end sin søn, når man ikke er det.«

Sønnen nikker:

»Der er to ting, der kan gå galt i et generationsskifte. Det ene er, at den ældre generation ikke giver slip og giver den næste generation mulighed for selv at agere. Det andet, der kan gå galt, er i forhold til medarbejderne, hvis de fornemmer, at det går galt, så gider de ikke være i virksomheden.«

I modsætning til sin far holder Peter Foss en lavere profil i offentligheden. Han er aldrig gået ind i organisationsarbejde som faderen, der bl.a. har været formand for Dansk Flygtningehjælp og medlem af Industrirådet.

»Jeg blander mig slet ikke så meget som min far. Det kræver også, at man har talentet. Men jeg interesserer mig meget for både politik og erhvervspolitik, bare ikke sådan at jeg blander mig noget særligt. Det er helt bevidst. Jeg passer virksomheden og min familie. Min oldefar var en myreflittig mand; men det var svært for ham også at dække familien, fritiden og helbredet. Det sled ham ihjel, og han fik en hjerneblødning. Han betalte også en pris for sit engagement.«

Alexander Foss’ motto var da også: Ved arbejde, altid ved arbejde og atter ved arbejde.

Slægt følger slægt

Kommer der en femte generation?

»Den er ikke på spring; men jeg håber. Vi fisker helt bevidst ikke; men de ved, at det er en mulighed,« siger Nils Foss.

»Du har otte børnebørn. Jeg plejer at sige, at det er imod odds, at der er nogen af dem, der er dygtige og interesserede nok til at gå ind på ledelsesniveau. Men som du siger, de skal have muligheden, de skal høre om det; men der skal ikke være noget pres,« siger Peter Foss.

Nils Foss: »Jeg må indrømme, at jeg ser tre muligheder blandt de otte. Men lad os nu se. De er så unge.«

Kommer du som din far en dag til at lægge pres på den næste generation?

»Det tror jeg ikke; men jeg kan selvfølgelig ikke være sikker. Det kan være, at man tænker anderledes, når man bliver ældre. For familievirksomheder er det ikke et spørgsmål, om de går konkurs, men i hvilken generation de skal have fornøjelsen af at gøre det. Det gælder vist også alle mulige andre virksomheder. Vi vil gerne udskyde det et par generationer endnu.«