»Arrogant« og »hånlig«: Hård kritik af ministersvar om Havari­kommissionen

Den nyudnævnte transportminister Ole Birk Olesen (LA) får hård kritik af en stribe transport­ordførere i sagen om ballade i statens sikkerhedsvagthund Havarikommissionen. Enhedslisten kalder nu Ole Birk Olesen i et lukket samråd om sagen.

Den nye transportminister, Ole Birk Olesen (LA), skal nu også i lukket samråd om Havari-kommissionen. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Læs mere
Fold sammen

Allerede i sin første uge som transportminister har Ole Birk Olesen (LA) lagt sig ud med en stribe transport­ordførere i Folketinget.

Efter blot to dage på posten skulle Ole Birk Olesen den 30. november svare på spørgsmål i Folketingssalen. Blandt andet om han har tillid til ledelsen af Havarikommissionen efter en række afsløringer af kaotiske forhold i statens uafhængige sikkerhedsvagthund. Og ifølge en stribe transport­ordførere slap Ole Birk Olesen særdeles uheldigt fra sin ilddåb i folketingssalen som minister.

»Det virker som om, at han har et meget tilbagelænet forhold til fly- og togsikkerhed. I stedet brugte han tid på at være hånlig over for de her mennesker, som påpeger mulige problemer for tog- og flysikkerheden. Jeg må sige, at jeg var overrasket over hans måde at svare på,« siger transportordfører Rasmus Prehn (S), der havde stillet spørgsmålet til Ole Birk Olesen.

Samme oplevelse havde transportordfører Henning Hyllested fra Enhedslisten:

»Han indtog en meget arrogant holdning til de her alvorlige problemer. Anklagepunkterne er så alvorlige, at han bliver nødt til at tage det mere alvorligt,« siger Henning Hyllested, der nu vil indkalde Ole Birk Olesen i et lukket samråd om sagen.

»Hvis man nu skal være meget venlig, så kan man godt forstå, at man som ny minister kan have svært ved at sætte sig ind i sagerne. Derfor får han nu en ny chance på et lukket samråd uden kameraer,« tilføjer Henning Hyllested.

Anledningen til spørgsmålene til Ole Birk Olesen er en række artikler i Berlingske Business om Havarikommissionen.

Berlingske Business har de seneste uger beskrevet, hvordan en rapport fra kommissionen om et toguheld i Vejle er blevet stærkt forsinket i kølvandet på skarp kritik fra DSB. Sagen har fået flere til at så tvivl om kommissionens uafhængighed. Samtidig har Berlingske Business afdækket, hvordan intern uenighed om omfanget af anbefalinger fra Havarikommissionen til fly- og togselskaber har været en medvirkende årsag til voldsomme interne problemer i Havarikommissionen. Ifølge medarbejdere fjernede chef Martin Puggaard sikkerheds-anbefalinger fra havarirapporter til skade for tog- og flysikkerheden.

»Jeg synes ikke, at det er Berlingske, der skal vurdere tog- og flysikkerheden i Danmark. Det må være fagpersoner, der har særlig indsigt i de tekniske forhold. Som eksempel kan jeg her nævne det særlige peer review, som Europa-Kommissionen foretog i 2015 vedrørende luftfartsdelen af Havarikommissionen. Reviewet er grundlæggende positivt, og blandt andet fremhæves Havarikommissionens evner til at løse problemerne løbende,« sagde Ole Birk Olesen blandt andet som et svar på kritikken i Folketingets spørgetime.

Fire fyringer – tre retssager

Martin Puggaard har, siden han blev chef for Havarikommissionen i 2011, afskediget fire erfarne havariinspektører for samarbejdsproblemer, uegnethed og illoyalitet. Tre af sagerne endte i retten, hvor to af de fyrede inspektører har fået rettens ord for, at deres fyringer var uberettigede. Alle tre sager er nu anket til landsretten.

Netop de sager fremhævede transport­minister Ole Birk Olesen, da Rasmus Prehn i folketingssalen spurgte ind til uenighederne internt i Havarikommissionen:

»Det er to faglige personer, der har en uenighed. Og jeg går ud fra, at det er en af de personer, der nu fører ansættelsesretlig sag mod Havarikommissionen for fyring. En sag, der behandles ved domstolene. Hvorunder man må formode, at den fyrede medarbejder måske har en interesse i at sætte sin tidligere arbejdsgiver i et dårligt lys. Det skal selvfølgelig tages alvorligt. Men som jeg sagde tidligere til Rasmus Prehn er der peer reviews af fagligt relevante personer og organisationer af Havarikommissionen. Og jeg har større tillid til det end til det, der kommer frem i artikler i Berlingske på baggrund af en ansættelsesretlig sag ved domstolene,« lød det blandt andet fra Ole Birk Olesen.

»Det er vildt overraskende, at han ikke tager det mere alvorligt. Han bruger mere tid på at svine Berlingske og tidligere medarbejdere til end på at være ansvarlig minister. Det er nogle meget alvorlige sager, og der ville jeg, navnlig som ny minister, tage det mere alvorligt og sørge for, at det bliver undersøgt i dybden. Jeg kommer til at følge op og kræve svar i denne sag,« siger Rasmus Prehn (S).

Partsindlæg

I et skriftligt svar til Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen har Ole Birk Olesen dog lovet, at han »agter at spørge Havarikommissionen om årsagerne til den lange sagsbehandlingstid« i sagen om uheldet i Vejle. Ved samme lejlighed afviser Ole Birk Olesen at kommentere de interne problemer i Havarikommissionen:

»Da det er verserende sager ved domstolene, kan jeg ikke kommentere nærmere herpå ud over at konstatere, at der i artiklerne i høj grad er tale om partsindlæg fra de pågældende.«

Et svar, der langtfra stiller Kim Christiansen tilfreds:

»Det er et rigtigt afværgesvar, hvor han ikke tager ansvar for noget som helst. Det er tydeligvis et svar skrevet af embedsmænd. Og det er svært at se, at der er kommet en ny minister på posten,« siger Kim Christansen (DF).

Transportordfører Andreas Steenbjerg fra de Radikale bakker op om Enhedslistens krav om et lukket samråd:

»Jeg føler, at jeg har behov for at kommet spadestik dybere i sagen, end de her svar giver. Det er nogle alvorlige anklager, og det kunne være, at Ole Birk Olesen kunne forklare det bedre på et lukket samråd.«

Berlingske Business har forgæves forsøgt at få Ole Birk Olesen til at uddybe besvarelserne.