Arla vil være øko-etter i Tyskland og Kina

Arla har enorme ambitioner om i løbet af få år at fordoble sit globale økosalg til op mod 7,5 milliarder kr. Det tyske marked skal være med til at trække læsset.

Arla har sat et yderst ambiøst mål om at fordoble sin globale økologiske omsætning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Danskerne er vilde med økologiske fødevarer, men det er tyskerne, svenskerne og kineserne også for alvor ved at blive. Derfor ruster danske økovirksomheder sig nu til de kommende års vækst i både omsætning og indtjening – ikke mindst uden for Danmarks grænser.

Blandt dem er Arla Foods. Arla har således sat et yderst ambiøst mål om at fordoble sin globale økologiske omsætning.

Og for første gang sætter Arla nu et konkret tal på, at omsætningen dermed skal hæves fra en halv milliard euro til en milliard euro i 2020.

Direktør: »Rigtigt, rigtigt stort«.

»Vi tror, at vores globale økologiske salg kan blive rigtigt, rigtigt stort. Det er lige fra mælk til syrnede produkter, smør og ost. Vi har en ambition at fordoble den økologiske omsætning. Og taler vi om de kommende ti år, bliver det måske noget mere,« siger koncerndirektør Tim Ørting Jørgensen fra Arla.

At Berlingske kan løfte sløret for Arlas mål om en så stor global økologisk omsætning, undgår næppe at vække opsigt i både den danske og udenlandske fødevarebranche, især i mejerisektoren.

For den udmelding om et mål om global omsætning på en milliard euro vil sige, at Arla med den danske koncernchef Peder Tuborgh og den svenske bestyrelsesformand Åke Hantoft i spidsen tror på, at selskabet om få år vil sælge økologiske produkter til op mod 7,5 milliarder kroner på årsbasis. Og en væsentlig andel af det vil være i udlandet.

Økologi er et af selskabets hurtigst voksende forretningsområder. Økologiske produkter giver en væsentlig ekstrapris i forhold til konventionelle produkter. Sidste år blev der solgt økologiske fødevarer for syv milliarder kr. i dagligvarehandelen herhjemme. F.eks. sælger mejeriprodukter fra økologiske frontløbere som Arla Foods, Thise, Naturmælk og Løgismose som varmt brød i supermarkederne.

Men det er ikke kun på hjemmemarkedet, at afsætningen af økologiske fødevarer, herunder mejeriprodukter, vokser støt. Danske ø-mærkede fødevareprodukter er i kraftig vækst i udlandet.

Seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at eksporten af økologiske fødevarer lå på 1,7 milliarder kr. i 2014. Både brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer og økologernes forening, Økologisk Landsforening, venter en fremgang til tre milliarder kr. i 2020.

Tysk eksporteventyr

Arlas ledelse har som nævnt store ambitioner om at fordoble salget af økologiske mejeriprodukter. Det gælder både på de etablerede europæiske kernemarkeder med Tyskland og Sverige i spidsen og på nye vækstmarkeder som eksempelvis Kina.

For Arla har salget af danske mælkeprodukter til det store vigtige tyske marked udviklet sig et økologisk eksporteventyr.

»Vi er i dag nummer ét i mejeribranchen i Europa på salg af økologisk mælk, herunder i Tyskland. Den postion vil vi fastholde og udbygge også på andre varegrupper i såvel Tyskland som på andre europæiske markeder. Og i Kina vil vi også være nummer ét på økologiske børneernæringsprodukter, dvs. mælkepulver,« siger koncerndirektør Tim Ørting Jørgensen.

Selskabet er bl.a. inde med dansk producerede produkter i de store supermarkedskæder, primært i det nordlige Tyskland, hvor tyske mejerier slet ikke kan efterkomme efterspørgslen på økologi.

Det, Arla har haft størst succes med i Tyskland, er økologisk konsummælk. Arla er i dag det største økologiske mælkemærke i tysk detailhandel, hvor selskabet også sælger langtidsholdbar økologisk mælk, kvark og smør.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Arla har egen økologisk produktion i flere lande. Først og fremmest i Danmark, men også i Sverige og Tyskland plus en smule i Storbritannien og Holland. De største markeder er for tiden Danmark og Sverige efterfulgt af Tyskland, Holland og Kina.

Arlas konkurrenter på økologi på de europæiske markeder er mange små mejerier i Danmark, Tyskland, Holland og England.

Læs mere