Arla venter snart tre mia. kr. mere i salg i Storbritannien

Med ibrugtagning af nyt supermejeri ved London – der bliver verdens største fabrik til produktion af frisk mælk – venter Arla Foods for alvor gang i væksten i Storbritannien.

Arla i Storbirtannien har for nylig fået den største ordre i Arla-koncernens historie til supermarkedskæden Asda på over tre år at levere 100.000 ton ost og smørprodukter. Foto: Arla Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Storbritannien ventes i de kommende år for alvor at få befæstet sin position som Arla Foods største marked. Mejerikoncernen har en offensiv vækststrategi, og her spiller det britiske marked en større og større rolle.

Åbningen af verdens største friskmælksmejeri i Aylesbury nord for London bliver en af de væsentligste bidrag til Arlas mål om at nå en vækst på små fire mia. kroner i årlig omsætning i 2017 i forhold til i år. Mejeriet forventes at få en årlig produktion på én milliard liter mælk om året til et område med over 20 mio. forbrugere og en kæmpekontrakt med supermarkedskæden Asda. Mejeriet er i disse dage ved at blive testet, og i 2014 gearer Arla for alvor produktionen op.

Administrerende direktør Peter Lauritzen i Arla Foods UK, der er Storbritanniens førende andelsejede mejeriselskab, venter således, at selskabets omsætning på mejerivarer på det britiske marked i 2017 når op på 2,6 milliarder pund eller næsten 23 milliarder kr. mod godt 19 milliarder kr. i dag.

»I dag udgør Storbritannien 26 procent af koncernens omsætning. Vi skal op på at producere én milliard liter mælk om året på vores nye mejeri. Kunderne ønsker gode mælkeprodukter. Om det er økologisk mælk eller mælk med proteiner, så skal vi være til stede i supermarkederne med vores varer. Vi skal være på forkant med udvikling af nye produkter,« siger adm. direktør Peter Lauritzen i Arla Foods UK.

Ud over Aylesbury har Arla to andre store friskmælksmejerier i Storbritannien.

Siden 2007 har Arla investeret 4,3 milliarder. kr., heraf 1,3 milliarder kr. i det nye mejeri nord for London, der dækker et areal på 55.000 kvadratmeter.

Den første friske mælk, produceret på råvarer fra britiske farmere, der leverer deres råmælk til mejeriet i Aylesbury, der har 700 ansatte, bliver kørt ud til supermarkederne i denne tid.

Og når produktionen i 2016 kører i fuld skala, kan Arla producere tre mio. liter mælk om dagen. Det er ikke mindst forbrugerne i Storbritanniens hovedstad, som skal aftage mælken fra Arlas nye supermejeri.

»Vi er Storbritanniens største mejeriselskab, der indtil nu har produceret 3,2 milliarder liter mælk om året. I løbet af de næste tre år skal produktionen øges med én milliard liter. Og det er ganske meget. Men jeg har også store ambitioner inden for andre varegrupper,« siger Peter Lauritzen.

Inden for ost er hans ambition også, at Arla skal være det førende mejeri. Arla har fornylig fået en ordre fra supermarkedskæden Asda på over tre år at levere 100.000 ton ost og smørprodukter, der er produceret i Danmark. Heraf er 60.000 ton smørprodukter.

»Det er den hidtil største enkeltkontrakt i vores historie i Storbritannien, ja, vel i Arla-koncernens historie. Det er en vigtig kontrakt, der blåstempler vores position som en af de førende mejerier i Storbritannien. Når Asda, der ejes af verdens største supermarkedskæde, Walmart, så er det virkelig godt« siger en veltilfreds direktør Peter Lauritzen.

På koncernplan venter Arla Foods i år en omsætning på 75 milliarder kr.

I koncernhovedsædet i Viby ved Aarhus tales der af alle højlydt om, at selskabet måske når 100 milliarder kr. i salg i 2020.