Arla taber 1,5 mia. kr. i omsætning

Det kraftige fald i de globale mælkepriser rammer Arla Foods hårdt. Selskabet omsætning faldt i 1. halvår af 2015 med 1,5 mia. kr. i forhold til samme periode sidste år.

Foto: Henning Bagger. Arla
Læs mere
Fold sammen

Tallene taler deres tydelige sprog. Den globale mælkepris er helt i bund. Både på omsætning og indtjening er Arla Foods ramt af de stærkt faldende priser på verdensmarkedet.

I første halvår af 2015 faldt Arlas omsætning med knap fire procent til 38,3 milliarder kr. fra 39,8 milliarder kr. i samme periode sidste år. Det er et fald på 1,5 milliarder kr.

De internationale priser på mejeriprodukter har været under et hårdt pres siden sidste år, hvor Kinas samlede import af mejeriråvarer fra hele verden gik i stå og Rusland indførte importforbud på mejeriprodukter fra EU.

Samtidigt steg produktionen af europæisk mælk efter EU’s mælkekvoter ophørte fra 1. april i år, ligesom mælkeproduktionen steg i New Zealand og USA.

Siden begyndelsen af 2014 er den internationale verdensmarkedspris for mælkepulver dykket med 53 procent, så prisen er den laveste siden siden 2009.

»Vores omsætning er på det niveau, som vi havde forventet for halvåret. Vi har afbødet effekten af det negative marked ved at flytte de voksende mælkemængder ind i detailprodukter og varemærker, og vi har begrænset andelen af mælk, der bruges til mindre lønsom råvarehandel. Vi gør alt, hvad vi kan, for at begrænse effekten af den generelle situation på verdensmarkedet, men det kan ikke forhindre, at vores andelshavere befinder sig i en barsk situation lige nu,« siger adm. direktør i Arla Foods, Peder Tuborgh.