Arla-partner i kinesisk skandale

Det kinesiske mejeri Mengniu, der sam­arbejder med danske Arla Foods, ansatte et PR-bureau til at sprede falske rygter om konkurrenter.

Foto: STR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BEIJING: Det var en af sommerens helt store skandaler i Kina. Tre piger, der var mellem fire og 15 måneder gamle, var begyndt at udvikle bryster. De tre babyer var simpelthen ved at komme i puberteten.

Pigerne havde unaturligt store mængder af det kvindelige kønshormon østradiol i kroppen. Lige så meget, som en voksen kvinde. Hvordan kunne det ske? Forklaringen var, at babyerne havde drukket forurenet mælkepulver.

De kinesiske forældre var skrækslagne. I 2008 døde seks børn og 300.000 blev syge, fordi de havde drukket mælkepulver med melamin. Det er et kemikalie, som normalt bruges i fremstillingen af f.eks. lim og plastic. Var der nu en ny skandale på vej?

Det kinesiske sundhedsministerium satte straks en undersøgelse i gang. Firmaet bag den nye skandale var Synutra, der er en af Kinas største producenter af mælkepulver. Her benægtede direktøren, Liang Zhang, beskyldningerne og sagde, at han havde »100 pct. tillid« til mælkepulveret, og at Synutra ville samarbejde fuldt ud med myndighederne.

Men skaden var sket. Synutras aktie på NASDAQ faldt med næsten 30 pct. efter afsløringen i august. Samtidig havde de kinesiske forbrugere nu fået endnu en mærkevare, som de ikke ville stole på.

Der er bare et enkelt problem. Det er løgn.

I denne uger var der rygter om, at det var konkurrenten Mengniu, som havde startet en smædekampagne på internettet, der skulle skade Synutra. Mengniu skulle have også have langet ud efter mejeriet Yili, som er en anden af de store spillere i Kina. Det var netop Yili, som afslørede, at politiet i Indre Mongoliet - hvor Mengniu har hovedsæde - havde arresteret en af selskabets direktører, An Yong, samt tre ansatte fra et PR-firma.

Det benægtede Mengniu. Indtil i går. Det kinesiske nyhedsbureau Xinhua bragte en udtalelse fra mejeriet, der nu tager afstand fra An Yong, der er blevet afskediget. Mengniu undskylder og siger, at selskabet vil »lære af fejlene og reflektere over dem« samt »resolut sætte en stopper for denne slags sager«.

Mejerisektoren har haft store problemer siden skandalen i 2008. Forbrugernes tillid skulle genoprettes på et marked, hvor konkurrencen i forvejen var hård. Især mellem de to store spillere Mengniu og Yilin. Her er det Mengniu, som siden har ligget i førertrøjen, men nu har mejeriet fået et problem.

»Hvis beskyldningerne er rigtige, så vil det være et kraftigt slag for mærkevaret Mengniu, der nu vil være et selskab uden troværdighed. Det vil være et virkeligt hårdt slag,« siger professor Lin Jingxin fra Institut for Offentlig Kommunikation på Sun Zhongshan Universitetet i Guangzhou.

Det lytter man også til hos danske Arla Foods, der har et joint-venture med Mengniu i Kina, hvor man sammen producerer mælkepulver. An Yong var ansat i en anden del af Mengniu, men pressechef Theis Brøgger siger, at Arla nu har bedt om at få en redegørelse for sagen.

Men det er ikke den sidste af den slags sager i Kina. Lin Jingxin siger, at den type fjendtlige rygtekampagner især er udbredte i industrier med hård konkurrence. Men den seneste sag kan ramme mejerisektoren ekstra hårdt. »Forbrugerne har i forvejen meget lidt tillid til mejeriprodukter, så den seneste skandale vil kun øge deres mistillid,« siger Lin Jingxin.