Arla leverer den største vækst i omsætningen nogensinde

Arla Foods satte sidste år rekord med en omsætning på 77 mia. kr.

Foto: Henning Bagger

Mejerikoncernen Arla Foods kom ud af 2017 med en omsætning på 10,3 mia. euro eller 77 milliarder kroner. Det er en vækst på på godt otte procent i forhold til året før.

Resultatet blev nået i endnu et omskifteligt år på det globale mejerimarked, der mest var kendetegnet af markante ændringer i markedspriserne. Det gav Arla en stigning i salgspriserne på næsten otte milliarder kr.

Arla-mærket, som ifølge selskabet er på forkant med den udvikling, oplevede store fremskridt på mange markeder, godt hjulpet af lancering af økologiske produkter i Mellemøsten, lancering af flødeost i USA og stor efterspørgsel efter Arlas skyr- og proteinprodukter i Europa.

»I 2017 leverede vi et solidt resultat takket være en god balance mellem brands, kategorier og markeder, som øger væksten i vores virksomhed. Men vigtigst af alt gav det os mulighed for at udbetale en betydeligt højere mælkepris til vores andelshavere og styrke vores balance, så vi kan foretage væsentlige investeringer i 2018,« siger Arla Foods'  adm. direktør Peder Tuborgh.

Arla lancerede for kort tid siden en plan om at investere 527 mio. euro eller 3,3 mia. kr. Det ventes at styrke væksten i brandede produkter. I 2018 skal vækstmarkeder som Mellemøsten og Nordafrika, Kina, Sydøstasien, Afrika syd for Sahara og USA fortsat være i fokus.

Selskabet venter i år en omsætning omkring 74-78 mia. kr. som følge af stigende levering af mælk og en bedre produktsammensætning.