Arkitektikon tegner polar-rådhus og tysk pengeskole

En af Danmarks største tegnestuer har slået stregerne til et rådhus i det allernordligste Sverige og til stort universitet i Tysklands finanshovedstad.

Nyt rådhus i Kiruna er tegnet af dansk tegnestue Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Henning Larsen Architects, en af landets største tegnestuer med afdelinger i flere lande, har vundet to store udenlandske opgaver.

I Kiruna, Sveriges nordligste by med 23.000 indbyggere, har Henning Larsen sammen med lokale partnere vundet en konkurrence over 55 andre arkitekthold om et nyt rådhus. Det skal opføres som led i en større byudvikling, ja, snarere by-flytning, fordi store dele af undergrunden er ved at blive ustabil efter årtiers minedrift.



Vinderprojektet skal stå klart i 2016 og er døbt Krystallen, inspireret af den jernmalm, som findes i rigt mål i området. Projektet tager højde for de barske vejr- og vindforhold og forsøger at lukke så meget dagslys som muligt ind.

Det er helt i tråd med firmaets grundlægger, Henning Larsen, som blev kaldt "lysets mester". Han døde i sommer 87 år gammel. Han var en af Danmarks internationalt kendte arkitekter og har herhjemme eksempelvis tegnet Operaen og Dalgas Have-bebyggelsen på Frederiksberg med en del af CBS/Handelshøjskolen.

Tysk kæmpeskole

Få dage før polarprojektet kom i hus, vandt Henning Larsen Architects også opgaven med en 42.000 kvadratmeter stor, ny finansskole under Frankfurt School of Finance & Management i den tyske finanshovedstad.

Vinderprojektet blev udviklet i samarbejde mellem arkitektvirksomhedens tegnestuer i København og München, og også det byggeri skal stå klart i 2016.



Henning Larsen henter over halvdelen af sin omsætning i udlandet - blandt andet fra afdelinger i Oslo, Istanbul, Riyadh i Saudi-Arabien, på Færøerne og altså i München.





De senere år har danske arkitektfirmaer generelt øget eksporten, men i 2012 faldt omsætningen i udlandet som tidligere omtalt af Berlingske Business.