Arkil indgår flere større kontrakter

Entreprenørfirmaet Arkil har indgået en række opgaver for blandt andre Banedanmark, Aarhus Vand, Energinet.dk og Sønderborg Kommune.

Blandt Arkils nye kontrakter er en opgave i samarbejde med Strukton Rail Danmark A/S for Banedanmark på Østfyn, en ordre til 265 mio. kr., der udføres fra januar til august 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: HENNING BAGGER

Flere af opgaverne har værdier på trecifrede millionbeløb.

Det oplyser selskabet i en meddelelsen til fondsbørsen, hvor det samtidig fremgår, at tilgangen af nye ordrer ikke giver anledning til ændringer i de udmeldte resultatforventninger for 2015.

Blandt de nye kontrakter er en opgave i samarbejde med Strukton Rail Danmark A/S for Banedanmark på Østfyn, en ordre til 265 mio. kr., der udføres fra januar til august 2016.

Arkil skal, som en del af konsortiet Strukton-Arkil JV I/S, forbedre og modernisere jernbanen på en 27 kilometer lang strækning mellem Odense og Nyborg. Projektet inkluderer også et arbejde med at forny sporskifter på Odense Station.

Arkil har desuden vundet en belægningsopgave i relation til Femern Bælt-forbindelsen og et omfattende byggemodningsprojekt på Køge Kyst. Projektet strækker sig over fire år og er et led i etableringen af en ny bydel ved Sdr. Havn i Køge.

For Energinet.dk skal der udføres kabellægning af landkabel i forbindelse med etablering af havmølleparken Kriegers Flak.

I Sønderborg er der indgået en flerårig partneringaftale om vedligeholdelse og fornyelse af vejbelægningerne i byområderne. Disse opgaver udgør en samlet kontraktsum på ca. 150 mio. kr.

Sidst i september forventer Arkil at indgå kontrakt og en partnerskabsaftale med Aarhus Vand, Favrskov Spildevand og Odder Spildevand omkring fornyelse af vand- og spildevandsledninger. Kontrakten er en rammeaftale i totalentreprise, der forløber over de næste seks år og er på cirka 270 mio. kr.