Arbejdernes Landsbank opjusterer overskudsforventning med 100 mio. kr.

Foto: Brian Bergmann. Arbejdernes Landsbank. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Arbejdernes Landsbank opjusterer forventningerne til overskuddet før skat i år med 100 mio. kr. og ser nu et overskud før skat på 550-600 mio. kr. mod 450-500 mio. kr., da banken aflagde årsregnskab.

Som baggrund for opjusteringen fremhæver banken, at der er sket en solid vækst i den klassiske bankdrift, markant faldende nedskrivninger og en nettotilgang på cirka 1000 nye kunder hver måned, oplyser banken og nævner, at bankens fondsresultater samtidig også har udviklet sig positivt.

- Vi har i løbet af første halvår oplevet et markant fald i nedskrivninger på udlån. Det er et tydeligt udtryk for, at vores kunders økonomi er forbedret. Vi tror på, at de positive tendenser i dansk økonomi fortsætter, og det har naturligvis også en positiv afsmitning på vores forventninger til 2017, siger ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank Gert Jonassen og fortsætter:

- Samme positive vinde har præget udviklingen i vores fondsresultater. I modsætning til sidste år, hvor vi ved halvåret oplevede et dyk i kursreguleringerne, så kan vi i år glæde os over, at udviklingen er endnu mere positiv end forventet.

Arbejdernes Landsbank offentliggør halvårsresultatet for 2017 i midten af august. Det ventes ifølge banken at vise et overskud på 350-400 mio. kr. før skat.