Apples topchef: Regnskab lige til rekordbøgerne

Apples iPhones har solgt forrygende, mens salget af iPads igen er gået ned. Det viser et netop offentliggjort regnskab fra teknologigiganten.

Foto: JOHANNES EISELE

Apples hvide æsker med iPhones er blevet langet over disken i millionvis, men selskabet har som ventet igen oplevet et stort fald i salget af deres tablets, også kaldet iPads. Det fremgår af teknologigigantens regnskab, der blev offentliggjort mandag aften, skriver The Wall Street Journal.

Regnskabet lukker det forskudte regnskabsår og viser en omsætning på lige over 42 milliarder dollars eller cirka 244 milliarder kroner.

Året forinden lå omsætningen ifølge Berlingske Business på 171 milliarder dollars, og Apple-topchef Tim Cook udtaler i en pressemeddelelse, at årets regnskabstal er lige »til rekordbøgerne«.

Det er Apples iPhone-salg, der er selskabets ubestridt største slagnummer, og her har selskabet da også oplevet fremgang i det forgangne regnskabsår. Der er ifølge The Wall Street Journal således blevet solgt 39,3 millioner iPhones i det seneste regnskabsår, hvilket er et godt stykke over de 33,8 millioner telefoner, som selskabet solgte regnskabsåret inden.

Analytikere havde ifølge Berlingske Business forventet, at salget af iPhones ville lande på mindst 38 millioner båret frem af den nylige lancering af de nye iPhone 6-telefoner. De satte salgsrekord den første weekend ved at runde ti millioner styk.

Apple har ifølge regnskabet solgt 5,52 millioner computere, mens tallet lå på 4,6 millioner for et år siden.

Derimod har selskabet solgt færre iPads, nemlig 12,3 millioner mod 14,1 millioner året før.

Også iPods er der blevet solgt færre af: 2,64 millioner mod 3,5 millioner året før.