Apples ørepropper er forsinket

Tilsyneladende er der tekniske problemer med Apples AirPods, som skulle have været i handelen i oktober og nu er udsat på ubestemt tid. Kreativt firma laver papirkurve til ørerne, så AirPodsene ikke forsvinder.

Ørepropperne AirPods var et af de store slagnumre, da Apple præsenterede sine iPhone 7-telefoner i september. Men nu bliver de forsinket. Arkivfoto: Stephen Lam, Getty Images/AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Stephen Lam

Apples kan alligevel ikke levere sine trådløse AirPod-ørepropper i denne måned som ellers lovet.

Den amerikanske iPhone- og iPad-producent lancerede i september ørepropperne som et af de store numre på sin præsentation af de nye iPhone 7-telefoner, som ikke har et traditionelt hovedtelefonstik længere. AirPod-propperne skulle have været i handelen ved udgangen af oktober men er nu udskudt på ubestemt tid - og uden nærmere forklaring.

»Vi tror ikke på at sende et produkt på markedet, før det er færdigt, og vi har brug for en smule mere tid, før AirPods er klar til vores kunder,« skriver Apple-talsmand Trudy Muller til flere amerikanske medier uden at ville ind på, hvad der volder Apple problemer.

Ifølge finansavisen Wall Street Journal er det tilsyneladende et teknisk problem, der får Apple til at vente. Ørepropperne er udstyret med en Apple-chip, berøringsfølsomme sensorer og infrarøde sensorer, som registrerer, når man sætter AirPods ind i ørerne.

Ørehængt papirkurv fanger propperne

Udsættelsen sker lige efter offentliggørelsen af Apples kvartalsregnskab for juli-september. Det var tredje kvartal i træk, hvor både omsætningen og overskuddet går tilbage. Salget af iPhone-telefoner, som nu udgør 60 procent af Apples omsætning, er ligeledes gået tilbage i forhold til sidste år.

AirPods er sat til at koste lige over 1.000 kroner, hvilket vakte forargelse efter præsentationen. Her var der også kritik af, at trådløse ørepropper dræner telefonens batteri, ligesom mange forventer, at mindst den ene AirPod-øreprop snart bliver helt væk eller blot forsvinder i bunden af en taske, så man bliver nødt til at købe nye. Dermed har Apple sikret sig en fast indtjening.

3D-printerfirmaet M3D har dog, ifølge netnyhedsstedet The Next Web, tænkt sig at få en forretning ud af folks frygt for, at ørepropperne forsvinder. M3D har lavet »M3D Twisty Earbud Catchers« - et sæt øreringe udformet som papirkurve, som vil kunne fange AirPod-propperne, når de måtte falde ud af øret. Øreringene kan dog ikke købes. Man skal have en 3D-printer, hvor man så selv kan printe dem ud.

Sådan sikrer man sig mod, at Apples AirPods bliver væk: øreringe med papirkurv! Foto: Steve-3D, M3D Fold sammen
Læs mere