Apples musik-tjeneste under lup efter kun ét døgn

Den nye musiktjeneste bliver undersøgt for at afklare, om Apple har indgået ulovlige eneaftaler.

Apple Music kombinerer adgang til millioner af sange med ens egen musik samt en særlig internetradio i én app, som i øvrigt også kommer til Google Android-telefoner. Foto: Apple
Læs mere
Fold sammen

Kun et døgn efter at iPhone- og iPad-producenten Apple lancerede sin nye musikstreamingtjeneste Apple Music, har myndighederne i USA kastet sig over den.

Generaladvokaterne i delstaterne New York og Connecticut har indledt en undersøgelse af, om Apples aftaler med musikproducenterne overtræder loven og skaber konkurrenceforvridning. De vil vide, om selskaberne blev presset til at gå med i Apples betalingstjeneste.

Musikgigant afviser aftale

Apple Music er Apples svar på svenske Spotify, som er verdens største musikstreamingtjeneste med 60 millioner gratis lyttere og 15 millioner betalende. Apple Music er udelukkende en betalingstjeneste til 10 dollars om måneden.

Universal Music Group siger i brev til New Yorks generaladvokat, at selskabet ingen aftaler har med Apple eller med musikselskaber som Sony Music og Warner Music, som vil forhindre gratis, annoncebetalte musiktjenester eller ville forhindre selskabet i at indgå aftaler med andre musikstreamingtjenester.

Apple har ikke villet kommentere sagen, oplyser selskabet til nyhedsbureauet Reuters.

EU har kik på Apple

EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R) meddelte allerede i april, at hun er ved at undersøge, om Apples dengang endnu ikke lancerede musiktjeneste vil ødelægge markedet for konkurrerende musiktjenester.

Apple købte i 2014 Beats Music for tre milliarder dollars i erkendelse af, at færre og færre køber musik på nettet og henter numrene hjem. I stedet abonnerer man på netmusiktjenester, hvor man for et fast, månedligt beløb - eller, mod at høre reklamer undervejs, gratis - får adgang til hele musikkataloget.

EU-Kommissionen sendte sidst i marts spørgeskemaer ud til Apples konkurrenter for at indsamle oplysninger om, hvordan de ser på hele markedssituationen. EU er særligt bekymret for, om Apples størrelse og indflydelse kan skade konkurrencen, så andre musiktjenester ikke kan indgå gode aftaler med musikleverandørerne.

Bøde til Apple for kunstigt høje priser

Apple har i forvejen et noget blakket ry på den konto. I november 2014 blev Apple dømt til at betale 450 millioner dollars (2,4 milliarder kroner) tilbage til e-bogskøbere for at have aftalt med flere forlag, at priserne på e-bøger i Apples netbutik skulle sættes højere.

Læs mere