Apple trækker produktion hjem fra Kina

Politisk pres får Apple-topchef til at love, at visse Mac-computere fra 2013 vil blive taget hjem fra Kina.

Apples topchef Tim Cook (til højre) taler med TV-stationen NBCs Brian Williams og fortæller om Apples planer om at flytte en lille del af Mac-produktionen tilbage til USA. Foto: NBC/Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere

For første gang i et årti vil IT-giganten Apple efter betydeligt politisk pres igen begynde at flytte produktionen af visse Mac-computere fra Kina og tilbage til USA.

Apple ventes næste år at investere omkring 100 millioner dollars (572 millioner kroner) i at sikre amerikanske arbejdspladser og nedbringe sit engagement med udenlandske producenter. Navnlig i Kina har Apple fået solide buler i sit image for samarbejdet med den kinesiske storkoncern Foxconn, hvor arbejderne er afsløret i at slide under slavelignende forhold til en ussel løn.

Kun lille del af produktionen

Tilbageflytningen til USA udgør dog kun en lille del af produktionen og vil uvægerligt betyde, at Apples indtjening pr. solgt produkt bliver mindre. I seneste kvartal havde Apple et rent overskud på 512 millioner kroner - om dagen.

Apple bruger hvert år milliarder af dollars i især Asien på at få produceret computere, iPad-tavlecomputere, iPhone-telefoner m.m.

Apples topchef, Tim Cook, har ikke over for Bloomberg Businessweek uddybet, hvad og hvor meget der fremover skal produceres i USA, ud over at det i alle tilfælde drejer sig om nogle af Mac-computerne.

De 100 millioner dollars udgør ifølge finansavisen Wall Street Journal to procent af Apples kapitaludgifter i 2013. Apple brugte i sidste finansår 9,5 milliarder dollars på fremstilling og infrastruktur.

Lunken begejstring

Analytikerne er da også lunkne i deres begejstring for initiativet.

»Det er næsten som en prøveudgave. Hvis det virker, virker det, og hvis det ikke virker, kan de sige, at de har forsøgt,« siger Carolina Milanesi, analytiker hos analysehuset Gartner, som følger teknologimarkederne tæt.

Tim Cook, som overtog ledelsen af Apple, da den hidtidige topchef Steve Jobs meldte sig syg i januar 2011, tilskrives en stor del af æren for Apples forsyningskæde, som den ser ud i dag.

Da skandalen om Foxconn-medarbejderne kom frem, hyrede Apple organisationen Fair Labor Association ti at gennemgå forholdene. Det kom der en stærkt kritisk rapport ud af, og Tim Cook lovede straks at investere i at forbedre forholdene. Samtidig beklagede han, at der manglede kvalificeret arbejdskraft på området i USA.

Mere teknologi "Made in the USA"

Mange teknologivirksomheder er dog i færd med at gentænke deres strategi og afhængighed af Asien. Dels har jordskælvene i Japan og oversvømmelserne i Thailand i en periode givet mangel på produktionskapacitet, dels stiger lønningerne i Kina årligt så meget, at fordelene ved at lægge produktionen her mindskes. Apples store konkurrent, sydkoreanske Samsung, producerer allerede i dag mikroprocessorchips til Apples iPhone- og iPad-serier i Texas i USA, og Hewlett-Packard producerer også visse PCer, servere og printere i USA. Tidligere producerede Apple sit udstyr på fabrikker i Sacramento og Fremont i Californien.

Apple solgte i sidste regnskabsår 18,2 millioner Mac-PCer, og flertallet af Apples ansatte - 50.000 af de 80.000 - arbejder i USA.