Apple skruer markant op for beskyttelsen af dine data

I løbet af 2023 vil også danskere kunne aktivere den nye, gratis sikkerhed, som krypterer næsten samtlige data både på iPhonen, iPaden og hos Apple, så selv Apple ikke har adgang til dem – og heller ikke vil kunne udlevere dem til myndigheder.

I dag er kun en del af de data, som iPhone-brugere gemmer på deres iCloud-netlager, helt deres egne, idet Apple har en ekstranøgle til at kunne oplåse den digitale beskyttelseslås. Snart kan man have dem aldeles for sig selv. Justin Lane/EPA/Ritzau Scanpix

Apple skruer nu markant op for, at brugerne kan beskytte deres data mod at blive set af andre – og det gælder Apple selv, som det gælder myndighederne.

Et nyt krypteringssystem, som koder samtlige data væg til væg, bliver kombineret med Apples netlagertjeneste, iCloud, som iPhone-brugere allerede anvender til sikkerhedskopier af deres data eller til at gemme bestemte data – for eksempel beskeder eller billeder.