Apple skønnes at have 181 mia. dollar gemt i skattely

USA's 50 største selskaber anslås i en ny rapport at have i omegnen af 1400 mia. dollar gemt i offshore skattely.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: DADO RUVIC

Det er kommet frem i en rapport fra nonprofitorganisationen Oxfam.

Det skriver The Guardian.

Oxfam beskriver i sin rapport, hvordan de store multinationale selskaber udnytter et kompliceret og mørkelagt netværk af underselskaber til at undgå at betale skat af astronomiske beløb.

- Endnu en gang har vi bevis for et massivt systematisk misbrug af det globale skattesystem, siger Oxfams senior skatterådgiver, Robbie Silverman, til The Guardian.

Oxfam har fundet evidens til deres rapport ved blandt andet at bruge dokumenter fra Panama-lækagen, som de minutiøst har gennemgået.

Det estimeres, at brugen af skattely de facto har bragt den amerikanske selskabsskat ned fra de foreskrevet 35 pct. til 26,5 pct. imellem 2008 og 2014.

Oxfam har på baggrund af rapporten opfordret til, at USA gennemfører en omdiskuteret lov, der har det formål at stoppe skattely. Derudover opfordrer organisationen til, at det internationale samfund påbegynder et land-til-land rapporteringssystem for at undgå, at selskaber kunstigt overfører deres indtægter ud af det land, hvor pengene faktisk er tjent, hvilket især rammer udviklingslande hårdt.

Listen af firmaer, der har store summer i skattely, toppes af Apple (181 mia. dollar), General Electric (119 mia. dollar) og Microsoft (108 mia. dollar).