Apple sagsøges af vrede kinesiske app-udviklere

Foto: GREG BAKER. People walk past an Apple store in Beijing on August 3, 2017. A
Læs mere
Fold sammen

Apple sagsøges for anden gang af kinesiske app-udviklere, der mener, at selskabet behandler de kinesiske app-udviklere uretfærdigt.

Det skriver Financial Times.

Det kinesiske advokatfirma Sichuan Fa Ye Law Firm har på vegne af 23 kinesiske app-udviklere, sagsøgt telegiganten Apple på baggrund af anklager om uretfærdig behandling af kinesiske app-udviklere.

I sidste måned lagde det kinesiske advokatfirma Dare & Sure den første antitrust-sag an mod Apple, på vegne af 28 app-udviklere, og det søgsmål er vokset til 50 sagsøgere i alt.

Søgsmålene kommer i kølvandet på Apples interne oprydning i legitime og illegitime apps, der er tilgængelige i selskabets appstore, hvor over 1 mio. kinesiske apps blev fjernet, ifølge analyseselskabet ASO 100.

Oprydningen i Apples appstore er en rutineopgave, og det er ikke usædvanligt, at selskabet fjerner flere tusinde apps på én gang. I år har selskabet dog fjernet næsten 200.000 flere kinesiske apps end amerikanske, skriver Financial Times.

Anklagen mod Apple fra begge advokatfirmaer går ud på, at Apple misbruger sin kontrol over dens appstore, som er den eneste officielle kilde til downloads af apps til iphones, ved at slette apps uden gyldig grund.

»Når selskaber, der er vigtige for Apple, vurderer, at specifikke apps krænker deres rettigheder og skal fjernes, gør Apple det med meget få beviser eller slet ingen beviser,« skriver advokatfirmaet Dare & Sure, ifølge Financial Times.

Apple har udtalt, at selskabet har ens retningslinjer, der bliver anvendt ens for alle app-udviklere i alle lande selskabet opererer i, og at det arbejder hårdt for at sikre deres app-udvikleres succes.