Apple placerer flest produkter

Siden 2001 har Apple siddet på tronen som det brand, der har haft flest produktplaceringer i de største Hollywood-film. Også i 2010.

Foto: BRENDAN MCDERMID
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Biografgængere verden over har dårligt kunnet undgå at få øje på iMacs, iPhones og iPods på det hvide lærred, hvis de har valgt at gå ind og se en af de 34 film, som på et tidspunkt gennem 2010 har ligget øverst på den amerikanske ”box office”-liste.

Ifølge en undersøgelse fra Brandchannel har Apple nemlig optrådt med produkter i 10 ud af de 34 film - herunder Little Fockers, Tron Legacy, The Social Network, Wall Street: Money Never Sleeps, Toy Story 3 og Iron Man 2. Nike, Ford og Chevrolet optrådte sidste år i hver otte film, Sony i syv og Dell, Land Rover og Glock i hver seks.

Den nr.1-film, som havde flest product placements i 2010 var Iron Man 2 – med ikke færre end 64 identificerbare produkter eller brands.

Men på trods af Apples topplacering med product placement i 30 procent af nr.1-filmene i 2010 er der faktisk tale om et fald i antallet af æble-placeringer. I 2009 var brandet med i 44 procent af filmene og i 2008 i hele 50 procent.

Set over hele 10-års perioden må Apple dog se sig fortrængt fra førstepladsen af Ford. Bilmærket har således samlet set fra 2001 til 2010 optrådt i 144 ud af 334 nr.1-film, mens Apple ”kun” har figureret i 112 af de 334. På tredjepladsen her ligger Coca-Cola med 96 placeringer.

Til sammenligning optrådte mærker som McDonald’s og Nike kun i 92 film i perioden – tilsammen.

Den gode nyhed for kritikere, der mener, at product placement er noget djævlen har opfundet, viser Brandchannels opgørelse faktisk også, at antallet af placeringer er faldet gennem i hvert fald de seneste fire fem år.

I 2006 optrådte der således gennemsnitligt 21,5 brand pr. film, mens tallet i 2010 var nede på 17,5 brand pr. film.