Apple overvåges af konkurrence-vagthunde

Både EU og USA holder øje med Apples nye abonnementsordning.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Apple har i mange år været vant til at kunne gøre, som de ville - små og oprørske, som de var. Nu må det succesfulde firma sande, at de ligesom andre it-giganter risikerer at blive mistænkt og gransket for at misbrug af en dominerende markedsposition.

Det drejer sig om Apples nye abonnementsservice, som forlag verden over kritiserer for at tage en for stor bid af kagen: Nemlig 30 procent.

New York Times citerer en anonym kilde med direkte kendskab til sagen for at sige, at de amerikanske konkurrencemyndigheder har kig på abonnementsordningen. Der er dog ikke tale om egentlig undersøgelse.

Også i Europa har konkurrencemyndighederne kig på Apples nye tiltag. En talsmand for EU-Kommissionen siger til Reuters, at de overvåger markedet nøje. EU-Kommissionen vil dog sandsynligvis ikke indlede en decideret undersøgelse, eftersom et flertal af kommissærerne vurderer, at konkurrencen på markedet vokser. Eksempelvis Google har netop lanceret One Pass, en pendant til Apples abonnementsservice. Google snupper kun 10 procent af omsætningen.

Som ComON tidligere har skrevet i forbindelse med diskussionen om Flash-forbuddet på iPad, så er det et springende punkt, om Apple overhovedet har en dominerende position på markedet. Det er en betingelse for, at EU kan tildele en bøde på op til 10 procent af omsætningen for overtrædelse af konkurrencereglerne.

Samme regel om markedsdominans gælder for abonnementsmarkedet.

"Grænserne for disse relevante markeder er uklare, eftersom sektoren er relativt ny og i udvikling," har en EU-kommissær, Andris Piebalgs, tidligere pointeret.

En virksomhed skal typisk sidde på 40 procent af et marked, før de vurderes til at have en dominerende markedsposition. Det vanskelige er at definere markedet.

Tidligere har både Microsoft og Intel fået milliardbøder for at misbruge deres dominerende markedsposition.