Apple overrasker efter regnskab

Højest overraskende lancerede Apple sent i går en række massive opraderinger og en helt ny slags mus. Det skete umiddelbart efter at selskabet aflagde et blændende kvartalsregnskab.

Foto: AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ny slags mus, der slet ikke er en mus, men snarere et pegefelt - og en gennemgående opdatering af iMac-serien, den prisbillige Macbook samt en række andre små forbedringer.

Elekronikgiganten Apple tog i går den internationale IT-presse på sengen, da selskabet valgte at sende en hel stribe nye produkter på markedet umiddelbart efter den vanlige telekonference, som altid følger i halen på regnskabsfremlæggelser.

Her afslørede Apple, at salget af selskabets Macs blæser derudaf og er steget 17 procent trods finanskrisen. Salget af Apples iPhone er steget syv procent - og kvartalet var Apples mest profitable nogensinde, selv om markedet generelt er presset.

Under telekonferencen fik Apples COO Tim Cook afsløret, at Apple har en hel række nye ting på vej, og i minutterne efter kogte de mange rygtesites derfor over med forlydender om, at Apple nu laver en prisbillig mellemting mellem en iPhone og en bærbar Mac - den såkaldte Tablet PC, der har været talt om meget længe. I stedet valgte Apple altså at opgradere størstedelen af deres produkter - og samtidig sende den nye mus på markedet. Musen er ganske ulig andet, der før har været set, fordi den dels er en klassisk Apple-mus som man kender den - men samtidig har en overflade, der er trykfølsom.

Denne overflade kan mærke, hvordan man bevæger sine fingre og hvor mange fingre, der holder på musen og den information kan bruges til forskellige kommandoer. For eksempel kan man med en "skille ad"-bevægelse på musen forstørre objekter på skærmen.

Apple har de senere år haft et kæmpestort momentum ovenpå lanceringen af selskabets iPhone, der har givet Apple kollosalt meget omtale. Samtidig tyder noget på, at iPhone-feberen har smittet af på salget af selskabets computere.

Flere analytikere har anset Apples offensiv som et angreb på Microsoft, der torsdag lancerer Windows 7.