Apple og Samsung lægger syvårig strid i graven

Årelangt slagsmål i retten om kopiering af hinandens design og funktioner på telefonerne slutter nu.

Foto: ERIC THAYER

De to giganter inden for smartphones, amerikanske Apple og sydkoreanske Samsung, har indgået et forlig i en tvist, der har stået på i syv år. De to selskaber har valgt ikke at oplyse detaljerne i den aftale, som er indgået.

Det skriver Bloomberg News.

Samsung og Apple har siden 2011 anlagt en række retssager mod hinanden i forskellige lande, og da konflikten i sin tid startede, erklærede Steve Jobs, Apples daværende og nu afdøde topchef og grundlægger, at han ville gå »thermonuclear« på Samsung, som han beskyldte for slavisk at kopiere Apples design af iPhonen.

Kulørt kopislagsmål

Striden har gennem årene kostet de to selskaber hundredevis af millioner af dollar i udgifter til advokater, ligesom de to har skadet hinandens renommeer og status som innovative virksomheder ved gensidigt at beskylde hinanden for at kopiere ideer og design.

»De to sumobrydere er blevet trætte af brydekampen. De er begge trætte og glade for at stoppe med at betale for eksterne advokater. Vi får måske aldrig at vide, hvem der blinkede først, hvem der ringede op,« siger Paul Berghoff, patentadvokat hos McDonnell Boehnen Hulbert & Berghoff, til Bloomberg News.

Apple krediteres for at være ophavsmand til smartphonen, da man med Jobs beskrivelse lancerede den »magiske« iPhone i 2007. Siden er en lang række mobilproducenter gået ned eller har forladt markedet, fordi de ikke formåede at omstille sig til smartphonens tid, mens nye er kommet til. Samsung har formået at omstille sig, da man allerede producerede mobiltelefoner længe før 2007.

Milliarderstatning sætter punktum

Apple vandt i slutningen af maj desuden en patentsag over Samsung. Afgørelsen betød, at Samsung skal betale 539 mio. dollar eller 3,45 milliarder kroner i erstatning til Apple.

I 2012 blev Apple tilkendt en erstatning på 1,05 mia. dollar, og Apple havde krævet en tilsvarende erstatning ved retten i San Jose i Californien, mens Samsung blot mente, at man skulle betale 28 mio. dollar. Afgørelse lå derfor lige akkurat i midten af de to bud.

/ritzau/FINANS